Ensom dansk high diving-dronning vil have konkurrenter: "Det er lidt specielt"
"Det svarer til et lille trafikuheld."
Annika Bornebusch svarer prompte, når hun bliver bedt om at forklare fysikken i at kaste sig ud fra en platform i 20 meters højde og ramme vandet i Limfjorden.
"Forestil dig at køre ind i en garage med 72 kilometer i timen. Man bliver bremset på tre-fire meter under vandet. Det kræver, at man er ekstremt stærk og spænder op i det helt rigtige splitsekund"
Hun er forsvarende dansk mester i den ekstreme udspringsdisciplin high diving, som er på programmet ved DM-ugen i Aalborg.
Men det fortæller i bund og grund ikke så meget om hendes niveau. Hun er nemlig den eneste kvindelige deltager ved DM, og så længe hun bare klarer sine spring, så får hun en guldmedalje om halsen lørdag.
"Det er selvfølgelig dejligt, men det er også lidt specielt. Det ville være sjovere at være bedst, hvis der var nogen at konkurrere med."
"Jeg håber, at der er nogle kvinder, der ser mig springe her ved DM, og at de så tænker, at det kunne de måske også gøre," siger Annika Bornebusch.
Hun er 31 år, men det er ikke længe siden, hun første gang kastede sig ud i den halsbrækkende disciplin, hvor man ved DM springer fra 13, 16 og 20 meter.
Hun blev halet ind af sine nu ligesindede i 2019 og blev hurtigt bidt af en gal udspringer. Med lynets hast er hun blevet en del af verdenseliten, men det er ikke sket, fordi hun dag efter dag springer fra 20 meter.
"Der er ikke rigtig noget i Danmark som er højt nok at springe fra. Så om vinteren laver vi almindeligt udspring indendørs. Og om sommeren rejser vi rundt i verden for at være med i konkurrencer," siger hun.
Annika Bornebusch bruger al sin ferie og masser af sine egne penge på high diving ude i verden, men når hun om under en måned skal til VM i Japan, er det med støtte fra SvømDanmark.
Her håber hun at løfte sig selv til et nyt niveau.
"Det er selvsagt de allerbedste i verden, der er med, så jeg ved godt, at jeg ikke kommer i nærheden af toppen," siger hun.
"Jeg håber, jeg kan slå min egen pointrekord og samtidig repræsentere et lille land, som ikke er så kendt i miljøet i øjeblikket. Faktisk er jeg den eneste skandinav, der stiller op."