Er Mathew Ryan snart fortid i København? Lader agenten afsøge muligheder
Men hjemme i FC København var det småt med spilletid op til VM, efter at polske Kamil Grabara kom tilbage fra en skade.
Og forholdet mellem de to kom i fokus, efter at Grabara på Twitter stak til Ryan efter sidstnævntes fejl i ottendedelsfinalen.
Nu kigger australieren sig omkring, erkender han over for australske SBS Sport.
"Omstændighederne har været lidt frustrerende på det seneste, så vi må se, hvad der sker efter VM," siger han.
"Min agent er i gang med at kigge efter muligheder, og så må vi se, hvad der sker."
30-årige Ryan kom til FC København et stykke inde i sæsonen, efter at Grabara pådrog sig skader i ansigtet i en kamp mod AaB og blev meldt ude i længere tid.
Den tidligere Brighton-målmand greb chancen, men da Grabara først var kampklar, blev polakken hurtigt sat tilbage i buret.
Alligevel var der ingen tvivl om, at Ryan skulle med sit hjemland til verdensmesterskaberne i Qatar.
Her var han blandt andet med til at holde målet rent i kampene mod Tunesien og Danmark, før han med en stor driblefejl var hovedansvarlig for Argentinas mål til 2-0 i opgøret, der endte 2-1 i argentinsk favør.
Grabara reagerede med det samme på Twitter:
"Det må helt sikkert have været politik," skrev han efterfulgt af en blinkende emoji.
Det kunne næppe tolkes som andet end en kommentar til et interview, som Ryan lavede med TV 2 om situationen i FC København lige inden VM.
Her forholdt Ryan sig til, at han ikke længere var førstemålmand i FCK.
"Jeg føler mig hårdt ramt af, at jeg ikke spiller i øjeblikket, i forhold til det som jeg har vist, siden jeg kom til klubben. Jeg føler lidt, at det er politiske grunde, der gør, at jeg ikke spiller," sagde Ryan blandt andet.
Ryan sagde efter Grabaras tweet, at holdkammeratens handling ikke kom bag på ham.
"For at være ærlig så er jeg ikke overrasket (over ham, red.). Hans mening bekymrer mig ikke," sagde australieren til Fox Sports.
Mathew Ryans kontrakt med FCK løber frem til sommeren 2024.