Eriksen forlod stadion på krykker efter hård tackling: Venter på diagnose på ankelproblemer
Den venstre fod var pakket ind i en beskyttelsesstøvle, efter at han havde pådraget sig en ankelskade under pokalkampen mod Reading.
United-manager Erik ten Hag kunne på et pressemøde lige efter kampen ikke komme med en præcis vurdering af skadens omfang.
"Det er altid svært at sige på dette tidspunkt, så tæt efter at kampen er slut."
"Men det er anklen, den er gal med. Vi er nødt til at vente på en diagnose. Der går minimum 24 timer, før vi kender den og kan sige mere," siger Erik ten Hag.
Manchester United vandt 3-1 og sikrede sig adgang til FA Cuppens ottendedelsfinaler.
Men kampen blev skæmmet af skaden til Christian Eriksen, der tydeligvis havde smerter efter den hensynsløse tackling af Reading-angriberen Andy Carroll.
Den tidligere Liverpool-profil kastede sig ned og saksede Eriksen, der vred om på venstre ankel kort inde i anden halvleg.
Den danske landsholdsspiller lå og ømmede sig i græsset i et halvt minut, inden han rejste sig og spillede kortvarigt videre.
Eriksen nåede faktisk at være med i opspillet til 1-0-målet, da han med en karakteristisk tværgående aflevering fandt Antony, der lavede assisten til Casemiros åbningsmål.
Forinden bukkede Eriksen sig ned og tog sig til anklen, der voldte ham problemer. Efter 1-0-målet kom Fred på banen i stedet for Eriksen og stod for målet til 3-0.
Carroll, der underligt nok slap for en advarsel i situationen med tacklingen på Eriksen, blev alligevel sendt tidligt i bad efter 65 minutter ved stillingen 2-0 til United.
To gange inden for fem minutter modtog en overtændt Andy Carroll advarsler efter hårde tacklinger, hvor den tidligere engelske landsholdsspiller kom alt for sent.