Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ét sølle sekund fra triumfen: Dansk sejr såvel som nederlag i fransk etapeløb

Andreas Würtz Adamsen
Mads Pedersen vandt søndag for tredje gang i sin professionelle karriere en enkeltstart, da han sejrede i det franske etapeløb Etoile de Bessèges.
Mads Pedersen vandt søndag for tredje gang i sin professionelle karriere en enkeltstart, da han sejrede i det franske etapeløb Etoile de Bessèges.Sylvain Thomas/AFP
Selvom Mads Pedersen løb med sejren i Etoile de Bessèges søndag, så kunne danskerens hold, Trek-Segafredo, dog også ærgre sig gevaldigt. Pedersens danske kollega, Mattias Skjelmose, endte nemlig med at smide sin føring i den samlede sejr, da amerikanske Neilson Powless fik kuppet danskeren på løbets afsluttende enkeltstart.

Som det har været tilfældet i over et årti, blev femte og sidste etape af det franske etapeløb Etoile de Bessèges afsluttet med en 10 kilometer lang enkeltstart i Alès med mål på toppen af stigningen til Site de l'Ermitage.

Det var således en afsluttende etape, der på papiret skulle passe danske Mattias Skjelmose ganske godt. Den unge dansker sejrede i seneste sæson på en enkeltstart i Tour de Luxembourg, mens han på enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt kun blev slået af det amerikanske stortalent, Magnus Sheffield.

Men alligevel blev Skjelmose blot tredjebedste dansker på dagens enkeltstart, og det endte med at koste dyrt for den 22-årige Trek-Segafredo-rytter. Skjelmose gik nemlig ind til etapen med et forspring på fire sekunder til Sheffields landsmand, EF Education-EasyPosts 26-årige Neilson Powless.

Det blev ganske vist til dansk sejr for Trek-Segafredos Mads Pedersen, der forcerede de 10,6 kilometer med over 41 kilometer i timen i snit, men til gengæld måtte Pedersen se sin holdkammerat smide føringen i det samlede klassement.

For mens Skjelmose måtte tage til takke med en niendeplads, 26 sekunder efter dagens vinder, så fik Neilson Powless most sig ind på en ottendeplads, fem sekunder hurtigere end Skjelmose, der dermed på løbets sidste etape måtte aflevere den gule førertrøje til Powless.

Også Powless' danske kollega på EF Education-EasyPost, Magnus Cort, kørte en bedre enkeltstart end Mattias Skjelmose, da sommerens helt store stjerne fra de danske landeveje, under Tour de France-starten i Danmark, sluttede som nummer seks på etapen.

Skjelmose viste ellers forrygende takter lørdag, da han vandt løbets fjerde etape på toppen af Le Mont Bouquet efter eminent forarbejde af netop holdkammerat Mads Pedersen, der med søndagens førsteplads vandt sin karrieresejr nummer 28 som professionel. Den britiske INEOS Grenadiers-duo, Joshua Tarling og Ben Tulett, tog sig af anden- og tredjepladsen søndag.

Den samlede sejr var Neilson Powless sejr nummer fire i karrieren og allerede den anden i indeværende sæson, efter amerikaneren sejrede i Grand Prix Cycliste la Marseillaise i slutningen af januar.