Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ex-Team Danmark direktør kritiserer nyt stadion: ”Aarhus Kommune og AGF har misset en gylden chance”

Svend Bertil Frandsen
Sådan kommer "Skovens Arena" til at tage sige ud, når det efter planen er færdigt i sommeren 2026
Sådan kommer "Skovens Arena" til at tage sige ud, når det efter planen er færdigt i sommeren 2026Foto: Kongelunden
Den tidligere Team Danmark direktør, Michael Andersen, langer i et længere interview med Flashscore.dk kraftigt ud efter Aarhus Kommune og AGF, som han mener har forpasset muligheden for at give det nye Aarhus stadion en tidssvarende placering. Det kan få store infrastrukturelle, kommercielle og økonomiske konsekvenser for byens borgere og AGF, siger Michael Andersen.

Smilene var ekstra bredde og pindemadderne linet up, da Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard og folkene bag Kongelunden-projektet for ca. et år siden, helt nøjagtigt den 14. december kl. 10.30, foran byens spidser og inviterede medier kunne offentliggøre det nye fodboldstadion i Aarhus, som får navnet ”Skovens Arena”. Et stadion, der skal stå klar i sommeren 2026, får samme placering som Ceres Park og bliver AGF's fremtidige hjemmebane.

Det var kulminationen på et årti, hvor byens borgere, byens fodboldfans og de lokale medier ivrigt har argumenteret for nødvendigheden af, at AGF fik et tidssvarende stadion. For lidt over 20 år siden gennemgik Aarhus Idrætspark en omfattende renovering, som skabte det Ceres Park med plads til 22.000 tilskuere og tilhørende faciliteter, som vi kender i dag.

Planerne for Skovens Arena ser således ud
Planerne for Skovens Arena ser således udFoto: Kongelunden

Det er højst usædvanligt, at man river et stadion ned, der kun er 20 år gammelt, men utilfredsheden med især løbebanen, der omkranser arenaen, er gennem årene vokset til næsten orkanstyrke på aarhusianske breddegrader.

Derfor var der formentlig også julelys i øjnene hos folkene bag kommunen, da Salling Fondene og Lind Invest stillede klar til at donere 500 millioner kr. til et nyt stadion i Aarhus i området omkring Tivoli Friheden, Mindeparken og det nuværende stadion (det område, som man kalder Kongelunden). Det har sammen med de 150 millioner, som AGF har skudt i projektet, skabt det foreløbige økonomiske fundament for ”Skovens Arena”, som får en kapacitet på 24.000 tilskuere uden løbebane, hvor tilskuerne på langsiden blot får seks meter ind til banen. 

Selvmål vil få konsekvenser

Den tidligere Team Danmark direktør Michael Andersen, der bor i umiddelbar nærhed af Ceres Park, og ofte er tilstede ved AGF's hjemmekampe, har fulgt debatten og planerne for det nye stadion meget tæt. Michael Andersen mener, at byen nu kan få glæde af et kunstnerisk flot stadion med den rette størrelse.

”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, man får et arkitektonisk flot stadion. Og jeg vil også sige at størrelsen på lidt over 20.000 tilskuere passer til byen. AGF har ikke vundet titler i 30 år og der er ikke noget, der tyder på, at de kommer i en klasse med FC Midtjylland eller FC København de næste fem-ti år, så derfor er der ikke brug for et større stadion”, siger Michael Andersen.

Men der holder de rosende ord også op fra Michael Andersen, som mener at Aarhus Kommune sammen med AGF i planlægningen af det nye stadion har begået en række selvmål, som i fremtiden kan få omfattende trafikale, organisationsmæssige, kommercielle og økonomiske konsekvenser for byens borgere og klubben. En af kardinalpunkterne i Michael Andersens kritik er relateret til den manglende infrastruktur omkring projektet.

”Hvis jeg kigger til udlandet, så er der flere overordnede ting, som springer mig meget i øjnene, når man bygger et nyt stadion. Den ene er, at man skal placere det et sted, som er tidssvarende i forhold til trafikal infrastruktur. Man skal kunne komme hurtigt til og fra stadion med bil og offentlige transportmidler. Det er helt essentielt,  både for byens borgere og folk  fra hele Jylland. Men de muligheder findes ikke i Kongelunden”, påpeger Michael Andersen, og uddyber.

Store infrastrukturelle udfordringer

”I Aarhus er der enorme infrastrukturelle og trafikale problemer med store arrangementer i Kongelunden. Problemerne har eksisteret i meget lang tid og der er ikke gjort noget ved det. I tillæg har man nu droppet de parkeringspladser, der var planlagt på travbanen (Jydsk Væddeløbsbane). Hvor vil kommunen have at man skal parkere og hvordan skal man komme til og fra?”.

Skovens Arena som det vil tage sig ud fra sommeren 2026
Skovens Arena som det vil tage sig ud fra sommeren 2026Foto: Kongelunden

Men der holder udfordringerne ikke op i forhold til det nye stadion, for når man bygger et nyt og moderne stadion skal man samtidig sørge for, at der skabes størst mulig synergi-effekt mellem topsport, underholdningsindustrien og kommerciel handel. Og den mulighed mener Michael Andersen, at Aarhus Kommune i den grad har forsømt gennem placeringen af det nye Aarhus Stadion i Kongelunden. 

”Fremtidens fodboldstadion skal være multifunktionelt, ikke kun i forhold til fodbold, men i forhold til mange aktiviteter. Der skal være aktivitet hver dag hele året rundt. Og det er helt essentielt, at du har store multinationale koncerner, som indgår i et samarbejde ved bygningen af et nyt stadion. Moderne stadions i dag har en lang række aktiviteter ved siden af, som gør, at folk er der hele tiden. I Aarhus får man et stadion, som man bruger hver anden søndag, og derudover sker der praktisk talt intet derude”, siger Michael Andersen. 

Stor mangel på multifunktionalitet

Og manglen på multifunktionalitet, kommercielle partnerskaber og aktiviteter omkring stadion kan ifølge Michael Andersen få vidtrækkende konsekvenser for driften af stadion, hvor regningen i sidste ende kan ende hos byens skatteborgere. I øjeblikket er budgettet for den fremtidige drift sendt til godkendelse hos Erhvervsstyrelsen, og det kan blive interessant, at se resultatet af det forløb.

Sassuolos Mapei Stadium
Sassuolos Mapei StadiumFoto: Michael Andersen

”Kommunen kommer til at eje stadion og det vil sige, at hvis der ikke er en økonomisk sammenhæng i driften over tid, så vil det være en udgift, som man pålægger skatteborgerne. Og hvis du sammenligner med andre moderne stadionbyggerier, så er driften bl.a baseret på et kommercielt samarbejde med store virksomheder”, siger Michael Andersen og drager en sammenligning med Den Kongelige Opera i København.

”Operaen blev også opført på baggrund af en stor økonomisk gave fra A.P. Møller-fonden. Men et er, at få en stor gave, en anden er, at få driften til at hænge sammen. I Operaen har man kun råd til at spille 30 dage om året via den statslige driftsbevilling. Det er enormt flot, men der er ikke særlig meget aktivitet derovre, og det problem kan man også ende med på nye Aarhus Stadion.”

Sassuolo burde have været forbillede

I det hele taget mener Michael Andersen, at man skulle have kigget mod udlandet i stedet for øjensynligt at have taget beslutningen om placeringen af det nye stadion af historiske og nostalgiske årsager. F.eks kunne man ifølge den tidligere Team Danmark direktør med fordel have kigget mod Sassuolo’s Reggio Emilia Stadion, som kunne have udgjort en perfekt skabelon for Aarhus.

Hvordan Mapei Stadion er opbygget
Hvordan Mapei Stadion er opbyggetFoto: Michael Andersen

Byen har blot 160.000 indbyggere, men stadion har omtrent den samme størrelse som i Aarhus. Mapei Stadium – Città del Tricolore blev bygget i 2013 og infrastrukturen omkring stadion er velgennemtænkt. Der er en fantastisk metrostation ved stadion, hvor du kan blive fragtet til centrum på ti minutter. Der er offentlige transportmidler og et meget stort parkeringsareal. 

Det er den store industrivirksomhed Mapei, der har givet navn til stadion i Sassuolo, og stadion er konstrueret omkring et multifunktionelt koncept, hvor stadionbygningen også rummer forretninger som Media World (teknologi), Zara (beklædning), biografer, restauranter og specialforretninger. "Det er ikke sikkert, at det vinder nogle arkitektoniske priser, men det er uhyre funktionelt", siger Michael Andersen.

Michael Andersen har i dag svært ved at forstå, hvorfor man ikke har valgt Eskelund som en naturlig placering for det ny stadion. ”Man har forspildt en gylden chance ved ikke at bygge det ude på Eskelund. Der har man Ringvejen og motorvejen, og der er meget kort afstand til centrum, så infrastrukturen er perfekt”, siger Michael Andersen, som også mener at man forsømt muligheden for mulige kommercielle partnerskaber i et stadionbyggeri lignende det man har i Sassuolo.

”Jeg tror f.eks. Bilka, Elgiganten og andre forretningskæder kunne have været interesseret i at indgå i et samarbejde ved Eskelund fordi placeringen er ideel, og de partnerskaber kunne have været med til at garantere en driftssikker fremtid for det nye stadion”, slutter Michael Andersen.

AGFs kommer til at have hjemmebane på tre forskellige stadioner i de kommende tre år. I 2024 på Ceres Park mens nedrivningen er i gang, i 2025 på et midlertidigt stadion i Vejlby og i 2026 på den nye stadion i Kongelunden.