Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fægtere vil have russere og belarusere udelukket fra internationale konkurrencer

Ritzau
Fægtere vil have russere og belarusere udelukket fra internationale konkurrencer
Fægtere vil have russere og belarusere udelukket fra internationale konkurrencerProfimedia
Russiske og belarusiske fægtere har fået tilladelse til at deltage i internationale konkurrencer igen.

Det er faldet hundredvis af andre fægtere for brystet, og de kræver udøverne fra de to nationer udelukket, skriver Reuters.

I et brev underskrevet af 318 fægtere til Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Det Internationale Fægteforbund (FIE) opfordrer de til at holde russere og belarusere uden for døren.

Der er tale om udøvere fra Europa, USA, Mexico, Brasilien, Chile og Japan.

10. marts besluttede FIE på en ekstraordinær kongres, at de russiske og belarusiske fægtere skulle have tilladelse til at være med igen.

Beslutningen blev truffet, umiddelbart før kvalifikationen til næste års OL begynder.

IOC har åbnet en dør for, at de to nationers atleter kan komme med til sommerlegene i Paris som neutrale atleter, men der er ikke truffet en endegyldig afgørelse.

For lidt over et år siden - i kølvandet på invasionen af Ukraine - anbefalede IOC en komplet udelukkelse af Rusland og Belarus samt atleterne fra de to lande.

Men i januar var tonen en anden. Her åbnede IOC for, at landenes sportsfolk kunne blive indlemmet i internationale konkurrencer igen under neutralitet.

Det er de 318 fægtere lodret uenige i.

- Med total tilsidesættelse af atleternes stemmer har I tilladt både Rusland og Belarus tilbage i FIE-konkurrencerne såvel som en formodet turnering på russisk jord, skriver fægterne.

De mener desuden, at afgørelsen "afslører, at russiske interesser vejer tungere end atleters stemmer og rettigheder".

FIE's beslutning har skabt vrede flere steder. Tyskland har droppet at afholde et World Cup-stævne, og både Danmark og Polen overvejer at gøre det samme.

IOC ventes at komme med opdaterede anbefalinger om russiske og belarusiske atleter tirsdag eftermiddag.

Omtaler