Får endelig lov til skiflyvning: Kvindelige skihoppere tager spring i ligestillingskamp
Viaplay-kommentator Christian M. Borch mener, at kvinderne runder en kæmpe milepæl.
"Jeg har dækket skisport i 27 år, og det er en af de vildeste landvindinger, jeg nogensinde har oplevet. Det er ret vanvittigt," siger han.
De kvindelige atleter er blevet mødt af hård modstand gennem tiden. De har ofte fået at vide, at skiflyvning ville være for risikabelt, fordi de ikke er gode nok.
Den tidligere præsident i Det Internationale Skiforbund (FIS) Gian Franco Kasper, der døde i 2021, havde det synspunkt, at skiflyvning "ikke er passende for kvinder ud fra et medicinsk synspunkt," som han formulerede det i 2005.
Et af argumenterne har således været, at de risikerer at blive sterile, fordi livmoderen ikke tåler den hårde landing.
Den tidligere amerikanske skihopper Lindsey Van rettede skarp kritik mod Gian Franco Kasper for at bruge kvinders anatomi som argument.
"Det giver mig kvalme, og jeg har lyst til at kaste op. Jeg er ked af det, men min livmoder er på indersiden. Mænd har et organ på ydersiden," sagde hun til NBC forud for vinter-OL i 2014.
Skiflyvning foregår på samme måde som skihop, men udføres på meget lange bakker, der er mere end 185 meter lange. På den måde kan atleterne svæve endnu længere i luften.
Verdensrekorden er 253,5 meter og blev sat af østrigske Stefan Kraft i 2017 på Vikersundbakken i Norge. Det er samme bakke, som kvinderne skal prøve kræfter med.
Skihop på normal bakke har gennem tiden været præget af kønspolitisk tovtrækkeri, og kvinder fik først adgang til OL i 2014.
"Kort fortalt handler det om ligestilling. Kvinderne er blevet mødt af fordomme i rigtig mange år," mener Viaplay-kommentator Christian M. Borch.
Den tidligere norske skihopper Anette Sagen har i mange år taget ligestillingskampen på sig. Med hjælp fra både politikere og ministre har hun forsøgt at kæmpe imod højtstående beslutningstagere inden for skisportsverdenen.
I 2022 lykkedes det så at presse FIS så meget op i et hjørne, at en komité i forbundet enstemmigt stemte for, at kvinder også skal have lov til at deltage i skiflyvningskonkurrencer.
For norske Maren Lundby, der er en af deltagerne på søndag, vil hoppet blive uforglemmeligt.
Men hun er langtfra tilfreds med, at hun først får muligheden nu.
"Jeg føler, jeg er gået glip af seks år, hvor jeg kunne have haft muligheden for at træne og mestre de største bakker."
"Det er faktisk det, jeg er mest irriteret over. At jeg ikke har fået muligheden for at blive så god, som jeg tror, jeg potentielt kunne være blevet," siger Maren Lundby til TV 2 Norge.