FC København gafler manden der nedlagde Real Madrid til talentafdeling
Den tidligere FC København-spiller Morten Bisgaard skal fremover udvikle talenter i den danske mesterklub.
Det oplyser FCK på klubbens hjemmeside. 48-årige Bisgaard, der har været cheftræner for Vejles U17-hold, får titel af Player Development Coach på U19-holdet i FCK.
Udviklingsdirektør i FCK, Sune Smith-Nielsen, ser frem til at få Bisgaard ind i folden.
"Morten er en meget dygtig og taktisk kompetent træner, som vi har fulgt gennem længere tid, og han har flere gange udfordret vores hold med Vejles U17-hold", siger Sune Smith-Nielsen.
Morten Bisgaard spillede i FCK fra 2001 til 2004. Som midtbanespiller slog han for første gang sit navn fast i dansk fodbold i OB. Her scorede han i 1994 det afgørende mål, da fynboerne slog Real Madrid i Europa.
Bisgaard har spillet otte landskampe for Danmark.