FC København klager over banner-bøder til idrættens højeste instans
Det skriver klubben på sin hjemmeside onsdag aften.
Sagerne går nu til idrættens højeste instans, Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Appelinstans. Her er behandlingstiden minimum to til tre måneder.
Klubbens fans har i tre kampe i efteråret fremvist bannere med kritik af politiet, og det har FCK fået bøder for. Det er disse bøder, fodboldklubben appellerer.
Bøderne stammer fra kampe mod Brøndby, FC Midtjylland og Lyseng.
I første omgang appellerede FCK kendelserne fra Fodboldens Disciplinærinstans. Fodboldens Appelinstans stadfæstede efterfølgende dommene, og nu appellerer FCK til idrættens højeste instans, DIF's Appelinstans.
"Vi appellerer, fordi vi mener, at der også for fangrupper er vide rammer for ytringsfrihed i Danmark," siger klubbens direktør Jacob Lauesen.
"Vi deler ikke holdningerne på de pågældende bannere, men det er vores vurdering, at budskaberne er indenfor rammerne af dansk lovgivning i forhold til den specifikke begivenhed. Fodboldfans bør også have ret til at udtrykke sig kritisk."
På FCK's hjemmeside skriver klubben, at man er uenig i fortolkningen af Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) regelsæt, der ligger til grund for Dansk-Boldspil Unions (DBU) disciplinære bestemmelser.
I de tidligere kendelser er det anført, at de omtalte bannere har været strafbare efter straffeloven. Den del er FCK heller ikke enig i.
"Vi sætter spørgsmålstegn ved, om Fodboldens Disciplinærinstans fortolker FIFA's regler efter hensigten. Samtidig mener vi, at hensynet til ytringsfriheden bør veje tungt, og det mangler vi at se i kendelserne," siger Jacob Laeusen.