Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FC København sikrer sig pligtsejr mod formsvagt 1.Divisionshold

Ritzau
FC København spillede en jævn kamp, og det var nok.
FC København spillede en jævn kamp, og det var nok.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lukas Lerager blev matchvinder, da FC København slog formsvage HB Køge med 2-0.

Uden at imponere er FC København videre til pokalturneringens ottendedelsfinaler.

På et mål af midtbanespilleren Lukas Lerager efter 81 minutter og en overtidsscoring af Pantelis Hatzidiakos slog FCK på udebane 1. divisions bundprop HB Køge 2-0 efter en jævn præstation.

FCK lukkede dermed turneringens tredje runde, og i alt 9 af 12 superligahold klarede sig videre. Lyngby, Vejle og Randers er alle røget i svinget.

Det var der trods alt ingen tegn på, at FCK skulle i Herfølge torsdag.

Jacob Neestrup havde skiftet seks spillere i forhold til seneste ligakamp og stillede med seks spillere, der er hentet ind i løbet af sommeren.

De udvalgte var klart spilstyrende i de første 45 minutter, og der blev også produceret mere end en håndfuld gode muligheder.

Elias Achouri og German Onugkha var de største syndere, mens Nathan Trott i den anden ende sørgede for at holde bolden ude af sit net de få gange, hvor det var påkrævet.

I anden halvleg blev dominansen med bolden endnu mere udtalt, men der blev også længere og længere mellem chancerne.

Efter 81 minutter kom forløsningen dog, da Lukas Lerager huggede til en løs bold i feltet, som fandt vej til nettet via en afretning.

Den græske stopper Pantelis Hatzidiakos øgede til slutresultat i overtiden efter Magnus Mattssons hjørnespark, og på den måde blev sejren ganske passende i forhold til spil og chancer på 2-0.

Også Esbjerg fra 1. division spillede sig torsdag videre. 3-2 vandt vestjyderne hos Avarta, og dermed er de i bowlen, når der senere torsdag aften bliver trukket lod til ottendedelsfinalerne.