FC Midtjylland-keeper ser trænerskifte som mulighed for startplads
"Der har været trænerskifte, og selvfølgelig ser jeg det som en mulighed for at vise mig selv frem."
Sådan sagde den islandske landsholdsspiller Elias Olafsson fredag, efter at han fik chancen mellem stængerne mod OB i Thomas Thomasbergs comeback som FC Midtjylland-træner.
Valget af keeperen lå lige til højrebenet, da den vanlige førstemålmand, Jonas Lössl, sad ude med karantæne.
Der var dog også tvivl om islændingens deltagelse i kampen, da han kom til skade under Islands landsholdssamling.
"Jeg fik en bold i hovedet, og det gav mig hjernerystelse. Det var ikke særlig sjovt, men jeg er frisk nu. Siden mandag har jeg ikke kunnet mærke noget, og så har jeg taget det stille og roligt derfra", siger målmanden.
Opgøret mod OB endte 3-1 til midtjyderne, og det var den islandske keeper mere end tilfreds med.
"Det var super dejligt, og jeg er virkelig glad for det. Det var dejligt at vinde og få tre point", siger Elias Olafsson.
For nylig blev Albert Capellas fyret, og Thomas Thomasberg er kommet tilbage til FCM.
Indtil videre har Olafsson dog ikke diskuteret rollen som førstemålmand i klubben med den nye træner.
"Jeg har ikke snakket med ham om det, men jeg går ud fra, at Jonas (Lössl, red.) er foran mig."
Efter kampen mod OB var Thomasberg tilfreds med præstationen fra sin islandske keeper, men han var ikke meget for at tale om målmandskampen i klubben.
"Jeg tænker, at det er noget, som jeg skal snakke med dem om, og at det ikke er noget, som de skal læse om i avisen."
"Han gjorde det fint. Han havde jo ikke alt for meget at lave, og han kunne ikke gøre det store ved målet, fordi det var et afrettet skud."
"Ligegyldigt hvilken position, der er tale om, skal vi have dygtige spillere over det hele, så vi har noget at gøre godt med, hvis der eventuelt er skader eller karantæner, eller hvis vi bare skal skifte", siger Thomas Thomasberg.
Under Albert Capellas' tid i klubben blev det kun til én optræden i Superligaen for Elias Olafsson.
Hvis det fortsætter sådan for målmanden under Thomasbergs ledelse, vil den islandske landsholdsspiller kigge efter et nyt sted at spille fodbold.
"Jeg snakker med min agent om det, og hvis jeg ikke får mere spilletid, så må vi se, hvad jeg gør. Lige nu er jeg i Midtjylland, og det er jeg glad for."
"Lige nu tænker jeg ikke så meget over det, og så må vi se, hvad der sker til sommer", siger Elias Olafsson.
Den 23-årige målmand står noteret for 33 kampe for FC Midtjylland, og han kom til klubben i sommeren 2018.