Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCK-back frygter alvorlig knæskade: Tankerne kører rundt, det er ikke sjovt

Ritzau
Christian Sørensen frygter alvorlig knæskade efter opgøret med OB
Christian Sørensen frygter alvorlig knæskade efter opgøret med OBProfimedia
FC København vandt søndag med hele 7-0 over OB i Superligaen, men der blev dryppet malurt i det københavnske bæger.

Allerede efter en halv time måtte venstrebacken Christian Sørensen lade sig udskifte med det, der kan være en alvorlig knæskade.

På vej hjem fra kampen fortæller Christian Sørensen, at han er nervøs.

"Det er man jo altid. Jeg har ikke prøvet det før, men jeg skal skannes i morgen (mandag, red.), og så må vi se, hvad det er", siger Christian Sørensen.

"Jeg havde ikke en kollision med nogen, men pludselig mærkede jeg noget i knæet. Jeg har aldrig prøvet det før, og nu kører tankerne rundt i hovedet. Det er ikke sjovt, men jeg håber det bedste. Jeg er klogere i morgen."

FCK-træner Jacob Neestrup opererer søndag aften med en bred prognose på Sørensens skade.

"I best case ser vi ham igen i næste weekend. I worst case var det foråret, der røg, og i det tilfælde er det trist for Christian, for han har virkelig spillet med høj kvalitet."

"Jeg har talt kort med ham, og han er nervøs og bange, og det er vi andre også", fortæller Neestrup.

Også midterforsvareren Davit Khocholava måtte sidde over søndag, da han havde efterveer ovenpå midtugens pokalkamp mod Vejle.

"Khocholava fik rigtig mange tæsk forleden, og han blev testet op til kampen. Det gav ingen mening for ham at spille, men vi regner stærkt med ham til næste weekend mod Horsens", vurderer træneren.

Han tør ikke sætte præcis dato på Andreas Cornelius' forårsdebut.

"Måske næste weekend, måske først weekenden efter. Men vi kan godt vinde fodboldkampe uden Andreas Cornelius, det har vi bevist", pointerer Jacob Neestrup.

Efter søndagens sejr på 7-0 er FCK nummer to i Superligaen med tre point op til FC Nordsjælland, der søndag tabte 1-2 ude mod Silkeborg.