FCK tager Superliga-bronze og kan nå europæisk fodbold
FC København fik sat et lille plaster på det sår, som Superligaen har været for de forsvarende mestre i denne sæson.
Hjemme i Parken lukkede FCK sæsonen ned med 1-1 mod FC Nordsjælland, hvilket sikrede bronze til FCK.
Endnu mere vigtigt for FCK er det, at tredjepladsen gør, at holdet stadig kan nå en plads i europæisk fodbold i næste sæson. Som bronzevinder skal FCK spille playoffkamp hjemme mod Randers FC, som var bedst i nedrykningsspillet.
FCN var i første halvleg meget i boldbesiddelse, men sjældent farlige omkring Kamil Grabaras felt. Og som halvlegen skred frem, blev københavnerne tiltagende farlige i modsatte ende.
Flere gange var der optræk til chancer tæt under mål, men længe lykkedes det FCN at få en tå eller en krop på FCK-forsøgene fra nært hold.
Efter 35 minutter kunne FCN ikke stå imod længere. Peter Ankersen sendte et perfekt indlæg ind i feltet, hvor anfører Viktor Claesson headede føringen i kassen.
Ankersen, som spillede sin sidste Superliga-kamp for FCK, fik som den eneste spiller en hyldestsang af fansene inden kampen.
Skuffelsen over det skuffende mesterskabsspil var stadig udbredt blandt FCK-fansene, som blandt andet smed handsker ind på banen efter at have fremvist et banner med "på med arbejdshandskerne - kæmp for Europa".
Superligasæsonen har været skuffende for de forsvarende mestre. Men der var ikke mange fingre at sætte på indsatsen søndag.
FCN har været det måske bedst spillende hold i mesterskabsspillet, og gæsterne holdt sig inde i kampen.
Udeholdet blev tiltagende farligere i anden halvleg, og mens FCK i høj grad lukrerede på kontrastød, pressede FCN på for udligning.
Tiden begyndte dog at rinde for FCN, men indskiftede Conrad Harder skabte spænding, da han bankede en nedfaldsbold ind tre minutter før tid.
Det lykkedes dog ikke FCN at score sejrsmålet, så FCK kunne ånde lettet op, da slutfløjtet lød.