Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCM-kaptajn efter nederlag til Lyngby: Det er en faretruende fiasko for os

Ritzau
Erik Sviatchenko erkender, at det nu ser alvorligt ud i Superligaen.
Erik Sviatchenko erkender, at det nu ser alvorligt ud i Superligaen.Profimedia
Et tandløst FC Midtjylland-hold blev buhet ud af MCH Arena, efter at holdet søndag tabte 1-3 på hjemmebane mod bundproppen Lyngby i Superligaen.

Nederlaget betyder, at FCM ikke længere selv kan afgøre sin skæbne i top-6-kampen. Mange resultater skal nu flaske sig, for at klubben ikke ender uden for det fine selskab.

FCM-anfører Erik Sviatchenko er skuffet over, at klubben ikke længere selv er herre over sin egen skæbne.

"Det er en faretruende fiasko, at vi ikke selv kan afgøre det."

"Det er for ringe at stå i denne situation på nuværende tidspunkt af sæsonen. Det er uacceptabelt."

"Jeg og holdkammeraterne vil gøre alt for, at vi vinder den sidste kamp, og så håber jeg på noget hjælp andetsteds fra", siger Sviatchenko.

FC Midtjylland havde som i de seneste kampe svært ved at skabe nok chancer. Lyngby-spillerne var anderledes farlige på hurtige omstillinger.

FC Midtjylland fik ellers udlignet Lyngbys føring kort inde i anden halvleg og virkede til at have momentum.

Men ti minutter før tid bragte Lyngby sig igen foran, og så kollapsede FCM, der både fik rødt kort og lukkede yderligere et mål ind i slutningen af kampen.

Klubben har blot hentet fire point i forårets første fire kampe, og træner Albert Capellas er opsat på at få vendt situationen.

"Spillerne var virkelig kede af det og skuffede over dem selv. Men jeg tager alt ansvaret, da jeg er træner."

"Jeg skal prøve at finde en måde at ændre situationen."

"Jeg er stærk. Jeg har masser af energi til at hjælpe spillerne, og vi skal arbejde rigtig hårdt for at vende situationen."

Både i pausen og efter kampen blev FCM-spillerne mødt med buh-råb fra fansene, der mod slutningen af kampen sang "tag jer sammen'' ned mod Albert Capellas' tropper.

Erik Sviatchenko forstår godt reaktionen fra de frustrerede fans.

"Jeg forstod fansenes budskab. Det var helt acceptabelt og legitimt, at de råbte det."

"Det var fair nok, at de var frustrerede og efter os, for det har bare ikke været godt nok", siger anføreren.

FC Midtjylland skal i grundspillets sidste runde en tur til Silkeborg, som er en af de direkte konkurrenter i kampen om at komme i top-6.