Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fejl på stribe koster for Blichfeldt i første finale siden 2019: Taber 16-21, 18-21

Ritzau
Fejl på stribe koster for Blichfeldt i første finale siden 2019
Fejl på stribe koster for Blichfeldt i første finale siden 2019Profimedia
I både første og andet sæt var der positive takter, men en stribe fejl i begge sæt kostede Mia Blichfeldt muligheden for sejr, da hun ved Swiss Open søndag spillede sin første finale i næsten fire år.

Med cifrene 16-21, 18-21 tabte den danske badmintonspiller kampen om guldmedaljen til thailandske Pornpawee Chochuwong, der er nummer 11 i verden.

Mia Blichfeldt, der er nummer 23 i verden, stod i sin første finale siden 2019 hvor hun vandt både Spain Masters og European Games. Siden har blandt andet knæskader holdt hende fra den absolutte verdenstop.

Men i turneringen i Schweiz har hun vist gode takter, og hun spillede også rigtig god badminton i finalen, hvor det i første sæt var meget lige indtil stillingen 4-4.

Derefter løb de to spillere ind i hver sin periode med flere fejl. Først kom Mia Blichfeldt bagud med fire efter nogle fejlvurderinger, inden hun udnyttede flere thailandske fejl til at bringe sig foran 9-8.

Pornpawee Chochuwong tvang Blichfeldt ud i hjørnerne, men danskeren viste, at hun er i fin form, hvad angår bevægelighed, og generelt spillede hun med ro og overblik.

Der var sågar overskud til flere frække detaljer. Ved stillingen 15-15 diskede hun op med et krydsdrop og bragte sig foran.

Men Chochuwong lod sig ikke ryste. I stedet løftede hun niveauet i sættets afslutning, udnyttede en stribe danske fejl, vandt seks point i træk og tog første stik.

Andet sæt kom rigtig godt i gang for Mia Blichfeldt. Hun viste stor mental styrke efter nedturen i første sæt, og på få øjeblikke havde hun bragt sig foran med 4-0.

Derefter viste hun igen det høje niveau, der længe holdt hende inde i første sæt, og det var tydeligt, at Chochuwong havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle løse situationen.

Mia Blichfeldt bragte sig i en særdeles fordelagtig situation, da hun kom foran med 17-13 - men så gik det galt igen.

Danskeren tabte koncentrationen, begyndte at tage forhastede beslutninger, og pludselig var thailænderen foran med 18-17. Det endte med at knække danskeren, som kort efter måtte se sig slået.