Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Femtehurtigste i historien: Jamaicaner tangerer Marion Jones i årets hurtigste tid

Ritzau
Jamaicanske Shericka Jackson er nu femtehurtigste kvinde på 100 meter i historien.
Jamaicanske Shericka Jackson er nu femtehurtigste kvinde på 100 meter i historien.Profimedia
Den jamaicanske sprinter Shericka Jackson ser ud til at have fundet topformen på det rigtige tidspunkt med godt en måned til atletik-VM.

Ved lørdagens nationale mesterskab på Jamaica bragede Jackson ind i vindertiden 10,65 sekunder - personlig rekord og den hurtigste tid af alle i 2023 - og genvandt 100 meter-titlen fra sidste år.

Med den hurtige tid rykkede hun samtidig op som den femtehurtigste kvinde på 100 meter i historien. 10,65 sekunder er en tangering af amerikaneren Marion Jones' tid på listen over alletiders hurtigste kvinder.

Der er stadig et stykke op til legenden Florence Griffith-Joyners verdensrekord fra 1988, som lyder på 10,49 sekunder.

Sidste år kom 28-årige Jackson tættere på Griffith-Joyners rekord på 200 meter, end nogen anden har været. Tiden 21,45 sekunder er kun 0,11 sekunder fra amerikanerens verdensrekord også sat i 1988.

Den hurtige jamaicaner vandt VM-guld på 200 meter sidste år, men måtte nøjes med sølv på 100 meter, da hendes landsmand Shelly-Ann Fraser-Pryce tog guldet på distancen for femte gang i karrieren.

Årets VM afholdes i Ungarns hovedstad, Budapest, fra 19. til 27. august.

Atletik-VM udendørs afholdes hvert andet år, men VM 2021 måtte grundet coronapandemien udskydes til 2022.