Fire debutanter: Her er de 24 udvalgte NBA-spillere til årets All-Star-kamp
For gang nummer 72 er der lagt op til stjernestøv og magisk basketball, når der 19. februar skal spilles den traditionsrige NBA All-Star-kamp.
Og nu er der sat navn på spillerne – ikke hvilke hold, de skal repræsentere, men i hvert fald hvem der skal spille.
De ti første navn blev allerede offentliggjort 26. januar, da spillerne med allerflest stemmer fra de to konferencer, Western og Eastern, blev præsenteret. Ikke overraskende var det fra Western Conference ikoniske LeBron James, der fik flest stemmer, mens det i Eastern Conference var 'The Greek Freak,' Giannis Antetokounmpo.
Derfor er den 38-årige Los Angeles Lakers-stjerne og den 28-årige græske Bucks-forward anfører for de to hold, Team LeBron og Team Giannis, som vil have henholdsvis Denver Nuggets-head coach Mike Malone og Boston Celtics-chef Joe Mazzulla som trænere, og umiddelbart op til kampen får de to stjerner lov til på skift at vælge spillere til deres startopstilling.
Fire debutanter
Natten til fredag blev der så sat navn på de resterende spillere til den pulje, hvorfra LeBron James og Giannis Antetokounmpo altså skal vælge sine holdkammerater til kampen, og der er hele fire debutanter i blandt.
I Eastern Conference er der blot én enkelt spiller, der er med for allerførste gang, nemlig Indiana Pacers' stærke point guard, Tyrese Haliburton, mens der dog er hele tre spillere, der blot er med for anden gang, herunder 32-årige Jrue Holiday, der var med for første gang for hele ti år siden.
Vestpå er der altså hele tre debutanter, hvor særligt finske Lauri Markkanen er opsigtsvækkende. Den store 25-årige finne har spillet i NBA siden han i 2017 debutere for Chicago Bulls, men det er altså først i denne sæson, at Markkanen for alvor har fået sit gennembrud, efter han i sommer skiftede til Utah Jazz.
Også Oklahoma City Thunders langlemmede guard, Shai Gilgeous-Alexander, og forsvarsspecialist Jaren Jackson Jr., der snitter utroligt 3,3 blocks per kamp for Memphis Grizzlies er med for allerførste gang.
Overraskende fravalg
Med inklusionen af netop Jaren Jackson Jr. såvel som navne som Domantas Sabonis og føromtalt Markkanen og Gilgeous-Alexander, er der altså samtidig blevet fravalgt et par særdeles profilerede spillere.
Det var således forventet, at Minnesota Timberwolves' 21-årige stjerneskud Anthony Edwards skulle kæmpe med Sacramento Kings' eksplosive De'Aaron Fox om en plads på All-Star-holdet i Western Conference, men ingen af de to har altså fundet vej til holdet.
Der er dog stadig mulighed for at komme med til Salt Lake City, hvor årets All-Star weekend forløber. I tilfælde af skader, vil det nemlig være op til NBA's kommissær, Adam Silver, at vælge en erstatning – og i øjeblikket sidder New Orleans Pelicans' stjerneforward, Zion Williamson, ude med netop en skade.
I alle tilfælde kan fire spillere altså umiddelbart se frem til at spille deres første All-Star-kamp i karrieren, når der natten til mandag 20. februar spilles All-Star-kamp i Utah.