Fire i træk: Belgisk spirrevip matcher van der Poel med flot cyklecross-sejr
Lørdagens cyklecross i belgiske Ruddervoorde endte stort set med en gentagelse af forrige weekends Vlaamse Druivencross i Overijse med den undtagelse, at den belgiske legendesøn Thibau Nys ikke var til start denne lørdag.
Dermed kunne han ikke blande sig i den trevejsduel, der endte med at være på de afgørende runder, hvor de belgiske holdkammerater på Pauwels Sauzen-Bingoal Eli Iserbyt Michael Vanthourenhout fik klemt hollandske Lars van der Haar, der er holdkammerat med føromtalte Nys på Baloise Trek Lions, i en regulær sandwich.
Selvom hollænderen ihærdigt prøvede at hægte sine to konkurrenter af, så var Eli Iserbyt for stærk for den erfarne hollænder, der måtte se sig henvist til andenpladsen i Ruddervoorde, mens Iserbyt kunne køre alene i mål.
Det var den 26-årige belgiers professionelle cyklecross-sejr nummer 41 i karrieren, ligesom det var fjerde år i streg, at Iserbyt kan lade sig hylde som vinder af Superprestige-afdelingen i Ruddervoorde. Dermed matcher Iserbyt også Mathieu van der Poels stime på fire sejre i træk.
Også legendariske Sven Nys, Thibau Nys’ far, vandt fire Superprestige-afdelinger i træk i Ruddervoorde, og i løbet af denne stime formåede belgieren endda også at vinde et belgisk mesterskab på banen i Ruddervoorde.
I de indledende runder var det ellers lige så meget schweiziske Kevin Kuhn, der gjorde sig positivt bemærket, og Circus-Reuz-Technord-rytteren hang således flot på, mens europamester Michael Vanthourenhout ellers forsøgte ihærdigt at skabe et hul.
Som løbet skred frem, blev der samlet en stor gruppe i front, så da rytterne gik ud på runde nummer syv ud af i alt ni, sad der hele otte mand samlet i front, mens yderligere tre var blot ganske få sekunder efter. Det var særligt Lars van der Haar, der lagde pres på under de afsluttende omgange, men hollænderen kunne altså ikke slippe af med den stærke Vanthourenhout-Iserbyt-duo.
Iserbyts sejr bringer belgieren sikkert i front i den samlede stilling af Superprestige, da også Iserbyt sejrede i første afdeling i Overijse, hvor føromtalte Thibau Nys styrtede kort før mål, da han forsøgte at gå foran lige netop Iserbyt.
Den forsvarende Superprestige-mester, hollandske Lars van der Haar, holder med sin andenplads dog fint snor i Iserbyt, mens Michael Vanthourenhout med sin tredjeplads sørger for at holde sig à point med van der Haar.
Fjerdepladsen tog Kevin Kuhn sig af, og schweizeren var således tæt på at tage den første schweiziske podieplads i en Superprestige-afdeling, siden Thomas Frischknecht i januar 1997 sluttede som nummer to i Wetzikon.
Søndag køres der World Cup i Maasmechelen, mens næste afdeling af Superprestige afvikles lørdag 11. november, når Jaarmaktcross for gang nummer 61 afvikles i Niel lydt syd for Antwerpen.
Man skal dog ikke forvente at se sportens allerstørste stjerner, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, i aktion her. De to forventes først at tage hul på cross-sæsonen i midten af december, mens det endnu ikke vides, hvornår britiske Tom Pidcock agter at påbegynde sin cyklecross-sæson.
Top-10 i Superprestige Ruddervoorde:
1. Eli Iserbyt, 26 år, Belgien
2. Lars van der Haar, 32 år, Holland
3. Michael Vanthourenhout, 29 år, Belgien
4. Kevin Kuhn, 25 år, Schweiz
5. Laurens Sweeck, 29 år, Belgien
6. Gerben Kuypers, 23 år, Belgien
7. Felipe Orts Lloret, 28 år, Spanien
8. Niels Vandeputte, 23 år, Belgien
9. Toon Vandebosch, 24 år, Belgien
10. Cameron Mason, 23 år, Storbritannien