Flere skader driller kort inden OL-afrejse: Holger Rune døjer med smerter i håndled
Holger Rune har flere skavanker, kort tid inden tennisturneringen i OL løber af stablen om en uge.
Fredag trak han sig fra sin kvartfinale mod Arthur Fils i ATP-turneringen i Hamburg med smerter i sit ene knæ, men der er også et andet problem.
"Vi må se her de næste dage, om det bliver bedre. Det er faktisk håndleddet, der er den største udfordring lige pt".
"Det har gjort ondt siden Rom, hvor den fysiske træner uheldigvis pådrog ham en skade", siger Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, til TV 2 Sport.
Holger Rune er tredjeseedet i næste uges ATP 250-turnering i kroatiske Umag.
I første omgang skal han dog mødes med en specialist i Umag for at få bugt med sine problemer, fastslår Aneke Rune.
Rune var bagud 4-6, 1-4, da han trak sig mod Fils fredag. Smerterne i knæet opstod dog allerede i sejren over ungareren Fabian Marozsan i første runde.
Siden slog han også den argentinske kvalifikationsspiller Marco Trungelliti ud, inden mødet med Fils blev endestation.
Ud over Rune repræsenterer også Clara Tauson og Caroline Wozniacki Danmark ved OL i Paris.
Trioen stiller alle op i single, og der er også mulighed for, at Danmark kan tilmelde en mixeddouble.