Flyvende Brøndby fik fjerde sejr i træk mod tamt Randers-mandskab
Brøndby satte turbo på i første halvleg, da holdet søndag forlængede sin sejrsstime ved at slå Randers FC 3-1 på hjemmebane i syvende runde af Superligaen.
Kampen blev nemlig reelt afgjort før pausen, hvor Brøndby først scorede to gange efter giftige dødbolde, inden offensivspilleren Mathias Kvistgaarden gjorde det til 3-0 efter et indlæg.
Gæsterne fra Randers fik en forløsende sejr i seneste runde, men søndag var bundniveauet igen langt fra, hvad man tidligere har set fra mandskabet, der har været i top-6 tre år i træk.
Resultatet betyder, at Brøndby nu har vundet fire gange på stribe, og holdet har kun ét point op til FC Nordsjælland. Randers forbliver på tiendepladsen med to point ned til nedrykningsstregen.
Brøndby pressede på fra kampens start, og allerede efter ni minutter bragte værterne sig foran.
Efter et farligt hjørnespark endte bolden hos forsvarsspilleren Jacob Rasmussen, der nærmest løb den ind i målet fra klos hold.
Et hjørnespark var også opskriften på kampens næste scoring, da Brøndby-angriberen Ohi Omoijuanfo steg til vejrs og headede bolden ind til 2-0 efter lidt mere end 20 minutter.
Efter en halv time blev der dømt straffespark til Brøndby, men efter en VAR-gennemgang blev det underkendt på grund af offside i opspillet.
Offensivspilleren Mathias Kvistgaarden satte dog hovedet på et indlæg få minutter senere, og værterne kom derfor også på 3-0 i første halvleg.
Efter pausen faldt tempoet, og Randers fik rettet en smule op på en skrækkelig halvleg. Brøndby faldt gevaldigt i både tempo og niveau.
Med knap 20 minutter tilbage af opgøret fik stopperen Daniel Høegh endda reduceret til slutresultatet 1-3 efter et hjørnespark.
I overtiden fik Brøndby scoret til 4-1, men her blev målet også annulleret for offside efter et VAR-gennemsyn.