Priske gør Sparta Prag til tjekkisk mester med nullert mod bundhold: Øger rekord
For første gang i ni år kan den tjekkiske hovedstadsklub kalde sig for tjekkisk mester.
Mesterskabet blev sikret med 0-0 ude mod Slovacko tirsdag aften.
Dermed er Sparta Prag tre point foran rivalen Slavia Prag inden sidste spillerunde. I tilfælde af pointlighed er ligaens grundspil afgørende, og derfor kan grundspilsvinderen Sparta Prag ikke længere hentes.
Brian Priske kom til Sparta Prag forud for sæsonen efter at være blevet fyret i belgiske Royal Antwerp.
Efter en træg start med mange uafgjorte kampe fik fodboldtræneren fra Horsens sit tjekkiske mandskab på vinderkurs, og efter at have set rivalerne Slavia Prag og Viktoria Plzen fordele de seneste otte mesterskaber mellem sig, kan Sparta Prags fans nu glæde sig over et mesterskab.
Det er klubbens 13. mesterskab i de 30 år, Tjekkiet har haft sin egen fodboldliga efter opsplittelsen af Tjekkoslovakiet. De 13 titler gør Sparta Prag til den med afstand mest vindende klub i tjekkisk fodbold.
Den danske midtstopper Asger Sørensen fik fuld spilletid i tirsdagens nullert, mens venstrebacken Casper Højer missede opgøret med en skade.