FC København sælger islænding til tysk klub
På sin hjemmeside oplyser FCK lørdag formiddag, at den 21-årige islandske midtbanespiller er blevet solgt til den tyske klub, der frister en tilværelse i den næstbedste tyske række.
"Ísak har på mange måder været et rigtigt godt bekendtskab for FC København, hvor han har vist prøver på sit talent og altid arbejdet hårdt for at udvikle sig", siger sportsdirektør Peter Christiansen.
"Han spillede en væsentlig rolle i vores mesterskab i 2022 og har været en stor holdspiller og professionel i sin tid i København. Men nogle gange skal der andre omgivelser til, før tingene forløses helt, og vi er glade for, at vi sammen har fundet en løsning, der passer både Ísak og FCK godt", siger han.
Da Fortuna Düsseldorf lejede Ísak Bergmann Jóhannesson, sikrede klubben sig en købsoption på den islandske landsholdsspiller, og det er den, der nu er udløst, oplyser begge klubber.
Ísak Bergmann Jóhannesson har spillet en nøglerolle hos Fortuna Düsseldorf i 2. Bundesliga, hvor han kun gik glip af tre kampe i løbet af sæsonen.
Klubben sluttede som treer og mødte derfor Bochum fra Bundesligaen i en playoffkamp om en billet til første klasse. Her endte det med samlet nederlag efter straffesparkskonkurrence i returopgøret.
FCK hentede Ísak Bergmann Jóhannesson i svenske IFK Norrköping i 2021.