Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Skøre scener i Tyskland: FC Midtjylland-lejesvend smides ud 20 minutter efter forseelse

Andreas Würtz Adamsen
Det er gået vildt for sig i søndagens opgør mellem Hansa Rostock og Schalke 04.
Det er gået vildt for sig i søndagens opgør mellem Hansa Rostock og Schalke 04.Profimedia
Søndag mødes Hansa Rostock og Schalke 04 i en vigtig bunddyst i de to mandskabers jagt på overlevelse i den næstbedste tyske række. Kort før pausen måtte dommer Nicolas Winter dog afbryde opgøret på grund af uro på tribunerne, og da spillerne vendte retur til grønsværen, blev der uddelt et rødt kort som det første.

Der er vaskeægte bundgyser på menuen i den tyske 2. Bundesliga søndag, hvor de to traditionsrige mandskaber Hansa Rostock og Schalke 04 mødes i Rostock. Klubberne indtager henholdsvis placeringer som nummer 14 og 16 i den næstbedste tyske række, hvor 18 hold i alt spiller, så der er vigtige point på spil i kampen for overlevelse. 

Måske var det netop vigtigheden af kampen, der fik tingene til at koge over på tribunerne kort før pausen, for her viste tv-billeder nemlig, at fans fra Hansa Rostock forsøgte at tiltvinge sig adgang til udefansenes afsnit på tribunerne på Ostseestadion. Som konsekvens heraf valgte dommer Nicolas Winter at sende spillerne i omklædningsrummene, indtil politiet havde fået styr på situationen på tribunerne. 

Det tog mere end 20 minutter at få styr på de urolige tilskuere, men til syvende og sidste var samtlige 22 mand samt dommerteamet tilbage på grønsværen. Noget overraskende blev spillet dog ikke sat i gang, og i stedet løb Nicolas Winter til skærmen på VARs foranledning. Han skulle nemlig gennemse den allersidste situation, inden kampen var blevet midlertidigt afbrudt.

Her havde den tidligere FC Midtjylland-brasilianer Júnior Brumado, der i øjeblikket er lejet ud fra den danske klub til Rostock, været involveret i et sammenstød med Schalkes Blendi Idrizi, og i første omgang havde Winter takseret forseelsen med et gult kort. Det valgte søndagens dommer dog at ændre efter sit VAR-tjek, så mere end 20 minutter efter, at Júnior Brumado havde begået forseelsen, måtte brasilianeren altså indkassere et rødt kort.

Kampen fortsætter ovenpå den midlertidige afbrydelse, i skrivende stund fortsat 0-0, og kan naturligvis følges live på Flashscore.