Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Stuttgart giver HSV endnu en sæson på anden klasse: Taber hjemme med 1-3 efter kæmpe drop

Ritzau
HSVs hårdt prøvede fans kan endnu en gang græmme sig over en forfejlet oprykning.
HSVs hårdt prøvede fans kan endnu en gang græmme sig over en forfejlet oprykning.Scanpix
Hamburger SV må tilbringe endnu en sæson i Tysklands næstbedste fodboldrække, mens VfB Stuttgart også i næste sæson spiller i Bundesligaen.

Det er en kendsgerning, efter at HSV mandag aften tabte med 1-3 hjemme til Stuttgart og taber "die Relegationsspiele" med samlet 1-6. Stuttgart vandt det første opgør i torsdags med 3-0.

HSV fik ellers en drømmestart mandag aften med et tidligt mål på hjemmebane, men i anden halvleg scorede den 20-årige franskmand Enzo Millot to gange for Stuttgart og vendte kampen.

Efter at have været en del af Bundesligaen siden etableringen i 1963 rykkede HSV ud i 2018.

Det femte forsøg på en oprykning så ud til at lykkes i sidste spillerunde, og klubbens henrykte fans var begyndt at invadere banen i Sandhausen, da de troede, at oprykningen var hjemme søndag 28. maj.

Uheldigvis for fansene og HSV scorede konkurrenten Heidenheim to gange i tillægstiden andetsteds og rykkede op i stedet.

Trods det mislykkede forsøg på direkte oprykning og den store lussing i Stuttgart fire dage tidligere leverede HSV-fansene mandag en opbakning og en kulisse, der var Bundesligaen værdig.

Hurtigt fik de hårdtprøvede tilhængere en selvtillidsindsprøjtning, da Sonny Kittel efter mindre end seks minutters spil bragte hjemmeholdet i front på et kraftfuldt langskud.

Stuttgart-spillerne troede, at de var kommet med et hurtigt modsvar, da Serhou Guirassy med en fiks afslutning bag om eget støtteben sendte bolden i mål til 1-1, men tidligere i angrebssekvensen var han offside, og derfor annullerede VAR målet.

Derfor summede stadion stadig ved pausen, men drømmen om et stort comeback gik ikke i opfyldelse.

Anden halvleg var mindre end tre minutter gammel, da Enzo Millot blev spillet fri tæt under mål og udlignede.

Dødsstødet kom et kvarter senere via en ren foræring. HSV-keeper Daniel Heuer Fernandes kiksede en aflevering, og så kunne Millot score i et tomt mål og fjerne al spænding.

Efter målet var der stor tumult på banen, og fire spillere fik en advarsel.

Inden bolden blev givet op, blev danskeren Nikolas Nartey skiftet ind for Stuttgart, og han var med til at køre klubben fra bilbyen helt ind over målstregen og sikre en sæson mere i Bundesligaen.

I tillægstidens syvende og sidste minut satte Silas Mvumpa trumf på med målet til 3-1.

Spillerbedømmelser
SpillerbedømmelserFlashscore