Hvidovre efter flot comeback: "Vi jubler aldrig over afgjort"
bbDet lynede og tordnede over Cepheus Park, og der hang også kortvarigt tunge mørke skyer over Hvidovre IF, da mandskabet gæstede Randers FC.
Bagud 0-2 fik oprykkerne vendt opgøret og formåede at hive 2-2 og deres første point i denne sæsons Superliga med hjem til Sjælland.
Pointet er samtidigt Hvidovres første efter 26 års fravær fra landets bedste række.
"Det betyder meget med det ene point. Vi havde gerne taget tre point, men det er altid godt at komme hurtigt i gang med at komme på pointtavlen", lyder det fra Andreas Smed, der var den ene af Hvidovres målscorere.
"Men vi jubler aldrig, når vi spiller uafgjort. Vi tager det ikke som en sejr, men når hele omverdenen har dømt os ude på forhånd, så er det vigtigt at vise, at vi kan være med", siger Smed.
Hvidovre havde i begyndelsen svært ved at følge med Randers, der kom foran 2-0 efter 32 minutters spil.
To minutter senere reducerede Andreas Smed, før en 40 minutter lang pause afbrød opgøret på grund af tordenvejr.
"Vi var rimelig trykket før pausen. Selv om vi lige havde scoret, var det umiddelbart ikke en ulempe for os med pausen", lyder det fra offensivspilleren og Hvidovres anden målscorer i kampen, Christian "Greko" Jakobsen.
Han har tidligere spillet Superliga for flere klubber heriblandt Brøndby IF, og han er glad for det, Hvidovre bidrager med.
"Jeg kan godt lide, at vi byder op til dans. Vi prøver at spille det spil, vi også prøvede i 1. division. Vi vil gerne angribe kampene, selv om vi godt ved, at vi kommer til at være undertippede i alle kampe. Det er fedt som spiller og for tilskuerne."
"Jeg vil gerne have haft en scoring mere, men vi kan være tilfredse med det ene point - vi synger dog ikke sejrssang", slutter Christian Jakobsen.
Hvidovre spiller sæsonens første hjemmekamp i næste runde mod AGF.