Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sønderjyske slår Fredericia og er tilbage i Superligaen

Ritzau
Sønderjyske slår Fredericia og rykker op i Superligaen
Sønderjyske slår Fredericia og rykker op i SuperligaenClaus Fisker/Ritzau Scanpix
Sønderjyske vinder 2-1 hjemme over FC Fredericia og rykker op i Superligaen.

Sønderjyske er tilbage i landets bedste fodboldrække efter to sæsoners fravær.

Oprykningen fra 1. division til Superligaen blev sikret torsdag aften i femtesidste spillerunde, da sønderjyderne vandt 2-1 hjemme over FC Fredericia, rækkens nummer tre. Uafgjort havde også været nok til at sikre oprykning.

Thomas Nørgaards mandskab tog føringen i det 27. minut, da Kristall Ingason hamrede bolden i mål. Sofus Berger udlignede for FC Fredericia kort efter, men til sidst afgjorde indskiftede Søren Andreasen kampen til Sønderjyskes fordel efter sløjt målmandsspil.

Som følge af Sønderjyskes sejr er AaB også snublende nær en retur til landets bedste række. Nordjyderne skal nu blot have et enkelt point ud af de sidste fem spillerunder. AaB får søndag besøg af Hobro.

I sidste uge udsatte FC Fredericia AaB's oprykningsfest ved at slå nordjyderne med 2-1, men gæsterne var ikke tæt på at ødelægge endnu en fest. Der stod Sønderjyske på langt de fleste offensive indslag i kampen.

Mads Agger fik i begyndelsen af kampen to gode muligheder for at score til 1-0, men han blev den lille i duellen med færingen Mattias Lamhauge i Fredericia-målet to gange på et minut.

Også José Gallegos nåede at brænde en stor chance, før Kristall Ingason tordnede bolden i nettaget til 1-0, da islændingen var først over en returbold.

Så var der superligastemning og glæde at finde hos størstedelen af de 6555 tilskuere, men fem minutter efter føringsmålet satte Sofus Berger en lille dæmper på Sydbank Park. Lejespilleren fra Viborg kanonerede bolden op i krydset.

Sønderjyderne fik mulighed for at generobre føringen kort efter på noget så sjældent som et indirekte frispark i feltet, men Maxime Soulas høvlede bolden langt over mål.

Det forløsende føringsmål lod vente på sig, og Tobias Klysner formåede med et kvarter tilbage af opgøret at brænde på et tomt mål.

En kæmpe brøler af keeper Mattias Lamhauge førte dog til, at Sønderjyske sikrede oprykningen på sjoveste vis. Færingen kunne ikke holde en trillende bold, og Søren Andreasen var vaks og udnyttede fejlen til at score til 2-1.

Sønderjyske spillede i Superligaen i perioden 2008-2022, men klubben fra Haderslev ramte en nedtur efter at være kommet på udenlandske hænder og rykkede ned.

Siden nedrykningen for to år siden er Sønderjyske kommet tilbage på lokale hænder, og fra juli konkurrerer klubben igen med de bedste hold i landet.