Sydafrikansk journalist: Landsholdets træner må være træt af at høre om Gift Links
Links har spillet flere kampe for Sydafrikas U-23-landshold og han debuterede for det sydafrikanske A-landshold i en kamp mod Namibia i juni 2018. Han er ind til nu noteret for fem A-landskampe, men har ikke været med i de seneste 15 kampe – altså siden september 2021, hvor han fik 45 minutter i en VM-kvalifikationskamp mod Zimbabwe.
Han var dermed heller ikke med i truppen til Africa Cup of Nations, der blev afviklet i januar i år, og hans fravær har skabt tvivl om hans mulige fremtid på landsholdet set i lyset af hans ellers lovende præstationer i den danske Superliga.
For Lorenz Kohler er det dog knap så mærkeligt, at Links ikke er blevet udtaget, og han påpeger flere årsager til, at Links har været en meget sjælden gæst på det sydafrikanske landshold under den belgiske træner Hugo Broos' ledelse.
Fysikken er afgørende for landstræner
"Det er tydeligt at Broos kommer fra en anden fodboldkultur, han er lidt gammeldags og kommer fra en anden æra, hvor der måske blev lagt mere vægt på det fysiske. Og hvis han har tre forskellige spillere at vælge imellem som venstre wing, så kommer han altid til at vælge den fysisk største. Jeg tror det var lidt den samme opfattelse, man havde i Danmark, da Links kom til AGF for han fylder jo ikke så meget", siger Lorenz Kohler.
Links betegnes som en af de største talenter i Sydafrika, og der har aldrig været nogen tvivl om blandt de sydafrikanske medier, at han på et eller andet tidspunkt får sin tid på A-landsholdet, berettter Kohler. Men det kan godt være sin sag, at sparke døren ind til Broos, der er blevet kendt som en meget konservativ mand i forhold til hans landsholdsudtagelser.
"Han er en ret stædig træner, som ikke eksperimenterer ret meget, det er sjældent at hans landsholdsudtagelser varierer så meget fra hinanden og man ser ikke ofte, at nye spillere får chancen. Det tog f.eks Temba Zwane, som er vores bedste spiller på midtbanen, to år før han blev udtaget til landsholdet", siger Kohler og fortæller at det faktum at Links blev omskolet til wingback, i AGFs 3-5-2/5-3-2 system, da Uwe Rösler kom til Aarhus ikke er til sydafrikanerens fordel.
"Det er ikke fordi vi har så mange folk at vælge imellem som venstre back eller venstre wing. Problemet er lidt, at Links er mere wingback, og vi bruger ikke wingbacks på landsholdet", siger Kohler og uddyber:
Ikke mange chancer til spillere uden for Sydafrika
"Jeg tror, Broos afskrev ham efter sidste gang, han fik chancen for tre år siden, hvor han ankom til landsholdslejren med en lille knæskade og blev taget ud efter 45 minutter mod Zimbabwe. Derefter er han formentlig lidt blevet glemt, fordi spillere uden for Sydafrikas har lidt en tendens til at blive overset til landsholdet . Broos har bestemt ikke været i Danmark for at se ham. Jeg tror afgjort, at en af grundene til at Links ikke er blevet udtaget, er dårlig kommunikation og det faktum, at Broos simpethen ikke har holdt øje med ham. Det var lidt det samme problem for Lebogang Phiri, som var i Brøndby. Spillere i klubber uden for Sydafrika får ikke mange chancer," siger Kohler.
Om Links får chancen på landsholdet igen er stadig usikkert eftersom Kobamelo Kodisang fra Moreirense FC og Nkanyiso Shinga fra S.C. Covilhã som oftest har været Broos' foretrukne på den position, men Kohler fortæller, at de sydafrikanske journalister har gjort alt for at rette den belgiske landstræners opmærksomhed mod Gift Links.
"Vi har konstant skubbet på for at gøre Broos opmærksom på Links, og Links har ofte været et emne på pressekonferencerne. Og hver gang har Broos sagt: "Han er med næste gang". Jeg tror faktisk Broos er lidt træt af at svare på spørsmål om, hvorfor Links ikke er på landsholdet", slutter Kohler grinende.
Broos får den næste chance for at udtage Links, når Syafrika hjemme den 6. september møder Uganda i en kvalifikationskamp til Africa Cup of Nations.