Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Direktør følger fanopfordring og går af efter svensk skandale

Ritzau
Det var scener som disse der martrede lokalopgøret i Stockholm
Det var scener som disse der martrede lokalopgøret i StockholmProfimedia
Tilhængere af den svenske storklub AIK sendte søndag en klar opfordring til klubdirektør Manuel Lindberg i det, der endte som en skandalekamp mod lokalrivalen Djurgården.

Og den opfordring har han nu valgt at følge.

De fanatiske fans bad Manuel Lindberg om at tage sit gode tøj og gå, og mandag formiddag meddeler fodboldklubben fra Stockholm, at direktøren ikke længere er ansat.

"Jeg påtager mig ansvaret som en del af situationen og har derfor valgt at fratræde. Det gavner ikke klubben at beholde mig som direktør lige nu", siger Manuel Lindberg ifølge AIK's hjemmeside.

Meldingen kommer, efter at kedelige scener søndag udspillede sig på Tele2 Arena i den svenske hovedstad.

I lokalbraget mod Djurgården udbrød der uroligheder på lægterne. Særligt i den ende af stadion, hvor AIK's tilhængere var placeret.

Klubben er placeret næstsidst i Allsvenskan, og da klubben var på vej mod nederlag til en af ærkerivalerne, brød balladen ud tæt på kampens afslutning.

Der blev kastet romerlys på banen, spillerne blev sendt i omklædningsrummet og opgøret afbrudt.

Siden forcerede et mindre antal sortklædte og maskerede tilskuere hegnet, ødelagde reklameskilte og var på vej på banen.

Derfor greb kampklædt politi med hunde ind og forsøgte at få kontrol over situationen.

Efter cirka en halv times afbrydelse havde en stor del af AIK-fansene forladt stadion. Og efter cirka en times afbrydelse blev kampens sidste minutter afviklet.

AIK tabte 0-1 og ligger nu til nedrykning efter ti kampe.

Faktisk kan storklubben endte med at ligge allersidst. Det sker, hvis Varbergs Bois mandag slår Degerfors IF.

Danske Viktor Fischer spiller for AIK, som senest blev svensk mester i 2018. Den tidligere landsholdsspiller var ikke med i truppen søndag.