OB er hurtigt i gang på transfermarkedet - tilknytter tidligere Allsvenskan-topscorer
Onsdag meddeler fynboerne, at de har sikret sig en toårig aftale med Mohamed Buya Turay fra Sierra Leone.
Angriberen har senest tørnet ud for Malmö FF, men har flere svenske klubber på cv'et.
I 2019 blev han med 15 fuldtræffere topscorer i den svenske liga, Allsvenskan, da han tørnede ud for Stockholm-klubben Djurgården. I samme sæson blev klubben svensk mester.
Buya er en naturlig målscorer med en høj fart. Hans kvaliteter skal hjælpe os med at udvikle OB's spillestil til at inkludere endnu flere offensive trusler mod modstandernes mål, siger OB's fodbolddirektør," Björn Wesström.
Vi er glade for, at Buya allerede er på plads i Odense og ser frem til at starte sine forberedelser til den kommende sæson," siger han.
Mohamed Buya Turay spillede i anden halvdel af 2022 for Malmö FF, men fik sin kontrakt ophævet ved årsskiftet. Siden har han været uden kontrakt.
I løbet af karrieren har han også været i belgisk og kinesisk fodbold.
"OB fortalte, at de var interesserede i mig, og da de havde lagt en god plan for mig, og hvordan de vil bruge mig i klubben, så kunne jeg ikke sige nej," siger Mohamed Buya Turay.
Angriberen har spillet 11 landskampe for Sierra Leone.