FCM-angriber og Tottenham-profil er blandt Klinsmanns udvalgte til Asian Cup
Sydkorea har ikke vundet den asiatiske mestertitel siden 1960.
Det er blandt andre FC Midtjylland-angriberen Cho Gue-sung, der sammen med Son Heung-min fra Tottenham skal forsøge at gøre en ende på den koreanske titeltørke.
Asian Cup spilles fra 12. januar til 10. februar i Qatar, og Klinsmann er inden slutrunden optimistisk.
"Vi har mange forskellige styrker i truppen, der gør os til en af favoritterne," siger landstræneren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Son Heung-min har gang i en god Premier League-sæson for Tottenham, hvor det er blevet til 11 scoringer i 18 ligakampe.
Ud over Tottenham-profilen indeholder truppen flere spillere, der har deres daglige gang på prominente adresser rundt omkring i Europa.
Bayern München-stopperen Kim Min-jae, PSG-kreatøren Lee Kang-in og Mainz-kanten Lee Jae-sung er alle også en del af Klinsmanns udvalgte.
"Når man kigger på holdet, mener jeg, at man som sydkoreaner kan være rigtig stolt over det," siger Klinsmann.
"Jeg har en god følelse, fordi spillerne gør det rigtig godt i deres klubber. De er skadefri, de er ambitiøse og de er sultne. Det er grundstenene for at spille en god slutrunde."
Norwich-spilleren Hwang Ui-jo, der tidligere har været en fast del af landsholdet, er dog ikke en del af Asian Cup-truppen.
Den 31-årige midtbanespiller er fortsat suspenderet af det sydkoreanske fodboldforbund, efter politiet i november indledte en efterforskning af spilleren, der af en ekskæreste blev beskyldt for uden samtykke at have filmet hende, mens de havde sex.
Sydkorea er til Asian Cup i gruppe med Bahrain, Malaysia og Jordan. Holdet åbner 15. januar mod Bahrain, tre dage efter værtsnationen Qatar har sparket slutrunden i gang mod Libanon.