Bayern-spillere taler om ærgrelse efter trænerfyring: "Det er en mærkelig situation"
"Det er altid svært, når en træner må forlade klubben, og jeg havde et meget tæt forhold til Julian," siger Leon Goretzka lørdag til tv-kanalen ZDF efter Tysklands 2-0-sejr i en venskabskamp mod Peru.
"I løbet af det seneste år har jeg sandsynligvis set ham mere end min familie, så det er et chok," tilføjer han.
Den tyske fodboldklub oplyste fredag på sin hjemmeside, at Nagelsmann var fortid i klubben.
I stedet har Bayern München ansat Thomas Tuchel som cheftræner.
Fyringen af den højt estimerede træner kommer, på et tidspunkt hvor Bayern München er nummer to i Bundesligaen blot et enkelt point efter førende Dortmund.
28-årige Joshua Kimmich mener også, at spillerne har en del af skylden.
"Det er altid ærgerligt, når en træner bliver fyret, for det betyder, at vi ikke har leveret som spillere," siger Kimmich, der var tysk kaptajn lørdag.
Han tilføjer, at det var mærkeligt at forberede sig til en landskamp, mens der er så meget støj om Nagelsmanns afskedigelse.
"Det er en mærkelig situation, men sådan er fodboldbranchen til syvende og sidst. Der er ikke meget hjerte i den. Ikke meget kærlighed," siger Bayern-profilen.