Horst Hrubesch træder ind i lokalet til interviewet med Flashscore med et venligt smil. Men bag smilet finder man et seriøst og ærligt menneske. Selv i dag lægger den 72-årige ikke fingrene imellem. Ærlighed er det, der kendetegner ham, og har bragt ham til hvor han er i dag.
Historien om den mangedobbelte tyske mester i Hamburger SV begyndte i 1978, da han fandt vej fra Rot-Weiss Essen til den nordtyske hansestad. Hans vej ind i professionel fodbold blev først banet i en alder af 24 år af broderen til trænerlegenden Werner Lorant. Han var Hrubeschs holdkammerat i SC Westtünnen og sagde til Hrubesch, der var uddannet tagdækker: "Du kan gøre det samme, som de kan gøre i Essen."
Den tidligere Bundesliga-klubs daværende træner, Didi Ferner, var vild med den store angriber, men skiftede kort efter, at Hrubesch var begyndt at træne i Essen.
Ferner spurgte Hrubesch, om han ikke ville tage med ham fra Essen til Wuppertal, men da havde "Hotte" allerede prøvet at spille foran det imponerende Essen-publikum.
"Jeg kendte allerede Essen og ønskede at blive her, med Willi Lippens, Werner Lorant, Günther Neuss og alle de andre, vi havde et meget godt hold der. Det år, jeg ankom, sluttede vi på 7. pladsen, og jeg scorede 18 mål", husker Hrubesch om sine første dage i den bedste tyske række.
Hrubesch "takkede Gud for, at han tog til Hamborg"
Da hans andet år med kultklubben fra Nordrhein-Westfalen endte nedrykning til 2. Bundesliga, havde Hrubesch allerede scoret 21 mål, og havde fået et tilbud fra Hamburger SV. Den drivende kraft bag dette var hans gode ven, og tidligere holdkammerat Gerd Wieczorkowski, som sagde til ham: "Langer", hvis du flytter, så kom til Hamburg."
Men angriberen var en mand med sine egne principper, og ønskede at give noget tilbage til den klub, der gav ham chancen for at spille professionel fodbold, så han besluttede sig for at blive.
"De hjalp mig, så nu ville jeg hjælpe dem med at komme op igen," var hans tankegang på det tidspunkt, ifølge Hrubesch. Selvom han satte en rekord i den næstbedste række, der stadig står i dag med 41 mål, mislykkedes Essen i sidste ende med oprykningen.
Topspilleren ønskede dog at spille i nedrykningsslutspillet, før han skiftede klub. Eintracht Frankfurt var allerede i forhandlinger om et skifte på det tidspunkt, men "Hotte" havde én betingelse. "Jeg vil spille nedrykningsspillet med Essen først, og så kan I annoncere skiftet," sagde han, da han skrev under.
En aftale, som Frankfurt straks brød, da Hrubesch hørte sin transfer blive annonceret over radioen i bilen.
Det annullerede alt, hvad han havde skrevet under på. "Enhver, der kender mig, ved, at toget var kørt for mig i det øjeblik," lyder det fra Hrubesch.
Fremtiden blev diskuteret og arrangeret med Günther Netzer, hvilket betød, at han til sidst tog til Hamburg. Også her takker han stadig sin ven "Witsche" og siger til Flashscore: "Jeg håber, han kigger med fra oven - du havde ret."
Det var et øjeblikkeligt match
For Hrubesch var det en topprioritet at have et åbent og ærligt miljø, da han skiftede i 1978, for det var præcis, hvad han var vant til fra sin tid i Essen. Hos HSV var det et perfekt match lige fra starten. Dette var begyndelsen på en personlig succeshistorie i Hamburg. Holdet var som en familie, de sad sammen efter kampene, gjorde mange ting sammen, og alle stillede op for hinanden. En filosofi, der passede den dengang nye signing perfekt.
Men Hrubesch understreger især én ting under interviewet:
"Det, vi havde, som ingen andre klubber havde, var Hermann Rieger. Han var klubbens sjæl, det må man sige helt klart. Det var en feelgood-oase for os spillere her, han gjorde alt for os." Kultmassøren tilbragte i alt 26 år i HSV, og efter sin død i 2014 er han stadig tæt på sin yndlingsklub i skikkelse af bronzestatuen ved den nordøstlige indgang til Volksparkstadion.
Selv den nyligt afdøde Franz Beckenbauer havde stor respekt for Hermann Rieger, og skyldte ham en hel del. Selv op til Riegers død passede tidligere holdkammerater, især Felix Magath, på klublegenden.
Hrubesch nævner dette som et godt eksempel på holdets solidaritet: "Vi var der for hinanden, det må siges helt klart."
Ærlig fodbold og gensidig opmuntring
Hrubesch tænker tilbage på tiden dengang i Hamburger SV med et smil:
"Holdet var som en familie, man støttede hinanden, og sådan spillede vi fodbold . Dengang var intet for meget besvær, men gjorde det bare. Der blev også trænet ekstra efter træningen med Kaltz og Memering, fordi det var vigtigt for dem dengang. Bare det at vide, at de blev bedre. Det var det store incitament".
I sæsonerne 1979/1980 og 1980/81 sluttede Die Rothosen kun på andenpladsen i tabellen, men den tidligere angriber appellerede til den indstilling, der var i holdet på det tidspunkt. "Vi sagde, vi tager det på os, du kan være vred i tre uger, når sæsonen er slut, og så starter du forfra."
Et syn på tingene, som er gældende den dag i dag, og som nok også var opskriften på succes for det daværende tophold. Forstærkningerne på banen, passede også som fod i hose: "Om det så var en Lars Bastrup, en Thomas von Heesen eller en anden. De kom hertil og blev integreret i klubben."
Ifølge Hrubesch var det simpelthen ungdommen, der gjorde HSV stærk dengang og motiverede ham til at fortsætte med at give sit bedste.
"De spillede bare fodbold og havde det sjovt, ligesom da de var børn. For at få succes i denne sport var man nødt til at blive ved med at have det sjovt, selv om man måtte pine sig igennem det nogle gange".
Den østrigske kult-træner
Da Ernst Happel flyttede til Hamburger SV i juli 1981 og efterfulgte Branko Zebec som træner, havde Hrubesch det som om "solen lige var stået op. Der var en aura om ham, så man lige måtte det tage en dyb indånding".
Ifølge Hrubesch blev der spillet en anden slags fodbold under Happel, og han mindes en venskabskamp, hvor holdet allerede førte 3-0, 4-0, og Happel blev ved med at appellere til holdet:
"Mine herrer, målet er derovre, scor mål."
En filosofi, der var skræddersyet til målscoreren, som scorede 13, 21 og 17 mål for Hamburg i sine første sæsoner. I Happels debutsæson nettede han 27 gange i 32 kampe, hvilket sikrede ham titlen som topscorer. Han spillede således en stor rolle i Hamborgs mesterskabstitel, som de kunne bringe tilbage til hansestaden for første gang siden hans debut i 1978/1979.
Med en målscore på 94-45 afspejlede den østrigske træners offensive fodbold sig også på den front.
Det var også i den periode at citatet "Manni Banane, ich Kopf - Tor" blev almindelig kendt i Tyskland med Manfred Kaltz som fadder til mange hovedstødsmål fra Hrubesch.
For at nå fodboldens absolutte højdepunkt måtte Mesterholdenes Europa Cup også vindes, et trofæ, som HSV i starten af 80'erne tørstede efter men som i første tilfælde forblev en drøm for Hamburg og Hrubesch, bl.a i nederlaget til Nottingham Forest i 1980, som Hrubesch stadig mindes.
Dengang ventede de i lufthavnen, og angriberen så Nottingham-holdet med trofæet. Da det skete, vendte han sig mod sit hold og sagde: "Vi skal også nok få det."
Én mand - ét ord
Og det var præcis, hvad der skete, for "der Lange", som nu var blevet anfører for HSV, holdt altid sit ord. Da holdet rejste til Athen til finalen i sæsonen 1982/1983 til finalen mod Juventus, havde Hrubesch allerede udset sig vejen til pokalen med de store ører. Ingen arrogance, bare hårdt arbejde.
"Jeg havde styr på hvor pokalen skulle hentes. Jeg havde alligevel ikke råd til at være arrogant, jeg var altid nødt til at arbejde for det."
Det var en finale, der endnu en gang viste billedet af et forenet hold, der kastede alt ind i kampen.
"Der var ingen efter kampen, der kunne have spillet forlænget spilletid, vi gav alt i de 90 minutter og vandt," siger Hrubesch, fuld af ydmyghed over præstationen på det tidspunkt. Hamburg vandt 1-0 og sikrede klubben det hidtil eneste trofæ i den største turnering i europæisk klubfodbold.
Men lidt senere skulle det være slut med æraen i HSV, i sommeren 1983 rejste han til Liège, men han var på ingen måde vred på HSV:
"På et tidspunkt skal man forynge sig, og alle, der dengang hørte, at Schatzschneider og Wuttke kom til klubben tænkte - fantastisk opstilling. Om de kan bringe det til banen, er altid en anden sag." Dieter Schatzschneider beyndte ligesom Hrubesch som et fænomen i 2. Bundesliga, og var med sine 25 år meget yngre, men han var aldrig en fuldgod erstatning for hovedstødsmonsteret.
Efter 37 år - tilbagevenden til hansestaden
Trods sine 72 år udstråler Hrubesch stadig den ungdommelige energi, der er nødvendig for at få HSV tilbage på sporet.
Han kommenterer selv dette faktum med et grin: "I øjeblikket er jeg 72, og i april bliver jeg 73. Nogle gange må jeg minde mig selv om, hvor gammel jeg er lige nu." I juli 2020 vendte den mangeårige træner for det tyske ungdomslandshold tilbage til Hamburg, for at sætte den rette kurs for fremtiden i HSV, som leder af ungdomsafdelingen.
I interviewet præciserer han også en vigtig holdning, som han repræsenterede på banen dengang og som han nu giver videre til sit hold som leder:
"Det er vigtigt at sprede ansvaret over flere skuldre. Folk skal træffe beslutninger, hvilket også betyder at de begår fejl og tillader, at der sker fejl."
Ord, som man næsten aldrig hører mere i den moderne fodbolds hurtige tempo, hvor alle altid stiler efter nye mål. En flerdobbelt tysk mester og topscorer, der kan få alle ned på jorden, var en velsignelse for 2. Bundesligaklubben, som gerne vil tilbage til den bedste række så hurtigt som muligt.
Han kommunikerer dog også sin hårde og direkte facon til de unge:
"Vi ved, at de har brug for en attitude, at de har talent. Det afgørende er, at de er parate til at tage ansvar, også ansvar for andre. Og det er det, der i sidste ende kendetegner et godt hold for mig." Det var netop derfor, at han kom tilbage, fordi Jonas Boldt og han arbejdede i "samme spor".
"Dengang som nu, var det vigtigere end nogensinde at skabe et fællesskab. Alle var glade for at have en Uwe Seeler, Zebec, Happel eller Netzer dengang, men det var altid et vi. Alle i klubben var simple mennesker, der altid ville forsøge at gøre deres bedste i en kreds, der behandler dig ærligt".
"Vi er HSV"
For Horst Hrubesch var den menneskelige kontakt altid i højsædet, hvilket han også prioriterer i dag og som ikke er blevet mindre i hans rolle som leder af ungdomsafdelingen. Han er ligefrem og ærlig i sin omgang med de talentfulde spillere på U-holdene:
"Når jeg taler med en spiller, vil jeg ikke have rådgiverens eller nogen andens mening, jeg er interesseret i drengens egen mening: Du har været her i fire år nu, vil du blive her eller ej?"
Hrubesch er allerede er blevet europamester med det tyske U19- og U21-hold som træner, med hold hvor senere verdensmestre som Kroos, Özil og Sami Khedira spillede. Han er derfor i stand til at finde den rigtige forbindelse til nutidens ungdom.
Og hos HSV har han følgende tilgang:
"Vi kan kun kan gøre det sammen, for ingen kan gøre det alene".
Herefter følger hans afsluttende ord, som opsummerer Horst Hrubeschs karriere som spiller og official i HSV frem til i dag: "Det omkvæd jeg altid synger er - jeg er ikke så vigtig, vi er vigtige. Jeg er ikke HSV, vi er HSV."
