Jens Stage forventer mere af sig selv i kommende sæson – og det gør Stage senior også
Det tager ofte tid at falde til i et nyt land, en ny klub, en ny liga, i hvert fald for de fleste spillere. Også for 26-årige Jens Stage skulle der går et par måneder, før den århusianske midtbanedynamo fandt sin plads i tyske SV Werder Bremen, hvor det endte med at blive til 34 optrædener i debutsæsonen.
Således bød den første halvsæson af seneste sæson på sporadiske optrædener i Bundesligaen for den tidligere AGF- og FC København-stjerne, men efter vinterpausen lykkedes det for alvor Stage at bide sig godt fast i startopstillingen på det traditionsrige nordtyske mandskab.
Særligt i april var Stage velspillende med to af sine i alt tre Bundesligascoringer i debutsæson på Weserstadion, og nu ser østjyden frem mod endnu en sæson, hvor den alsidige midtbanespiller håber at kunne løfte sit niveau.
”Du må aldrig blive tilfreds, du er nødt til konstant at arbejde med dig selv. Så jeg vil se mere fra mig selv, og fra resten af holdet,” fortæller Jens Stage således i et interview med det tyske fodboldmedie Kicker, inden han afslører, at Stage senior deler sidstnævnte holdning.
”Han (Jens Stages far, red.) vil se mere fra mig,” kommer det fra Stage, der tidligere i karrieren har været forbi Aarhus-klubberne ASA, IF Lyseng og Brabrand IF.
Forventningerne til Stage og Werder er dog ikke skyhøje i det tyske. Således forventer bookmakerne, at Werder Bremen kommer til at ligge i den tungere ende af tabellen i den bedste tyske fodboldrække, i lag med klubber som FC Augsburg, VfB Stuttgart og naturligvis de to oprykkere, 1. FC Heidenheim og SV Darmstadt 98.
Næste lørdag, 12. august, indleder Werder Bremen sæsonen med et opgør i DFB Pokal, hvor en udebanetur til Köln, hvor FC Viktoria Köln fra den tredjebedste række venter, er programmet.
Seks dage senere åbner Die Grün-Weißen så Bundesligasæsonen med en svær kamp mod de seneste 11 års tyske mestre fra FC Bayern München, hvor Stage og Co. dog kan glæde sig over hjemmebanefordel.