Kane sikrer Bayern tre point med sit 18. sæsonmål
Englænderen scorede kampens eneste mål til slutresultatet 1-0 og udbyggede sin sæsontotal, så den nu hedder 18 mål i 12 kampe.
Dermed er han fortsat godt på vej mod at slå Robert Lewandowskis rekord fra sæsonen 2020/21, hvor det blev til 41 mål i 34 kampe.
Det kunne ellers være blevet til mange flere mål for Kane og gæsterne, der vadede i chancer i første halvleg, men ikke fik dem udnyttet.
FC Köln med danske Rasmus Carstensen på banen i hele kampen var tydeligt overmatchet, men fik bedre styr på defensiven i anden halvleg.
Derfor kom Bayern heller ikke til de helt store chancer efter pausen. Leroy Sané var tættest på, men skød forbi mål.
Med sejren har Bayern München indtil videre generobret førstepladsen i ligaen med 32 point.
Den er dog muligvis kun til låns. Bayer Leverkusen, der har 31 point, møder lørdag Werder Bremen og kan her tilbageerobre tronen.
Bayern München fører også Champions Leagues gruppe A, hvor modstanderen i næste uge hedder FC København.
Bayern er allerede sikker på at slutte øverst i gruppen og gå videre, mens FC København kæmper med Galatasaray og Manchester United om den anden billet til knald-eller-fald-kampene næste år.