Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Knivskarp dansker ydmyger østrigsk storhold i topopgør: Scorer forrygende hattrick

Mika Biereth var på pletten hele tre gange lørdag aften.
Mika Biereth var på pletten hele tre gange lørdag aften.ČTK/APA/ERWIN SCHERIAU
Mika Biereth og hans danske holdkammerater havde en stor dag, da Sturm Graz bankede Red Bull Salzburg.

Angriberen Mika Biereth tropper i den kommende uge op på det danske U21-landshold med både selvtillid og mål i støvlerne.

Biereth scorede søndag aften hattrick for den østrigske klub Sturm Graz, der tævede Red Bull Salzburg med 5-0.

Salzburg vandt det østrigske mesterskab ti gange i træk mellem 2014 og 2023, men er lige nu et pænt stykke fra tidligere storhed.

Det var således holdets andet store nederlag på fem dage efter 0-4-afklapsningen hjemme mod Brest i Champions League.

Søndag var hele fem danskere på banen fra første fløjt. Biereth havde selskab af William Bøving og Tochi Chukwuani hos Sturm Graz, mens Salzburg begyndte med Mads Bidstrup og Adam Daghim i startopstillingen.

Sturm Graz kom foran 1-0 efter et kvarter, og yderligere 15 minutter senere fordoblede Mika Biereth scoringen på hovedstød.

Biereth scorede yderligere to gange i det første kvarter af anden halvleg. Først efter en pasning fra Chukwuani og siden på oplæg fra Bøving. Bøving havde også næstsidste fod på bolden ved 5-0-scoringen, der blev sat ind i 76. minut.

Søndagens målhøst betyder, at Mika Biereth er øverst på topscorerlisten i den østrigske Bundesliga med syv sæsontræffere i ni kampe.

Med sejren er Sturm Graz i spidsen af tabellen og har seks point ned til Red Bull Salzburg på femtepladsen. Salzburg har dog spillet to kampe færre og kan med to sejre komme tilbage på omgangshøjde.