Nye fanprotester undervejs i Dortmund: Afviser våbenfirmas sponsorat
Derfor har de nu varslet, at der kommer til at ske ting og sager i forbindelse med åbningen på Bundesligaen på lørdag.
Her møder "Die Borussen" Eintracht Frankfurt, og her har den mægtige sydtribune meldt ud, at der blandt andet vil komme bannere med ordlyden "Vi lader os ikke spænde foran jeres vogn", såvel som at de vil vise diverse andre former for protest med det sponsorat, der er stridens æble.
Blandt andet er tilhængerne, der hører til blandt Europas største fanfraktioner, rasende over, at de efter sigende er blevet inddraget i processen om at danne sponsoratet. For det er de ikke.
"Offentlighedens indtryk af, at fanrepræsentanter blev hørt under beslutningsprocessen for aftalen med Rheinmetall, er ukorrekt. Vi fordømmer på det kraftigste, at de ansvarlige i BVB og alle klubbens udvalg er blevet enige om at bruge Borussia Dortmunds karisma til at forbedre et våbenfirmas image i offentligheden og dermed smide deres egne værdier over bord," lyder det i en udtalelse fra tilhængergruppen.
Rheinmetall er især i vælten for tiden, da de står for flere af de store våbenleverancer, som Tyskland leverer til Ukraine, hvilket har givet næring til historier om, at Rusland har forsøgt at snigmyrde koncernens magtfulde direktør, Armin Papperger. Især er de storproducent af 155 mm artillerigranater, som ukrainerne anvender i tusindvis i forbindelse med krigen.
Og Dortmunds fans vil ikke på nogen måde sættes i forbindelse med våbensalg.
"Offentlighedens indtryk af, at fanrepræsentanter er blevet hørt i beslutningsprocessen for aftalen med Rheinmetall, er ukorrekt. Der fandt heller ingen afstemning sted. Som en del af dialogen mellem klub og fans blev fanrepræsentanterne kort før offentliggørelsen af partnerskabet blot informeret om, at der ville finde forhandlinger sted mellem de to parter," lyder det endvidere.
Rheinmetall oplyser i den forbindelse, at de er vant til at indgå i den offentlige debat og vil indgå i dialog med den store fangruppe.
Sponsoratet er planlagt til at skulle løbe frem til 2027 og indbringe Dortmund et anseeligt millionbeløb.