Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rønnow redder to straffespark i premieresejr over Svensson

Ritzau
Rønnow redder to straffespark i premieresejr over Svensson
Rønnow redder to straffespark i premieresejr over SvenssonProfimedia
Frederik Rønnow var på flere parametre blandt Bundesligaens bedste målmænd i den forgangne sæson, og i søndagens sæsonpremiere i ligaen fortsatte han i den grad de gode takter.

Den tidligere Brøndby-keeper reddede to straffespark i Union Berlins hjemmesejr på 4-1 over Mainz, der trænes af danske Bo Svensson.

Rønnow var den store oplevelse i den ene ende, mens en tysker var historien i den anden.

Med tre scoringer fordelt på to halvlege markerede Kevin Behrens sig som Union Berlins bomber.

Allerede i første minut var den 32-årige angriber på pletten med et hovedstødsmål på Jerome Roussillons fornemme oplæg.

Og inden der var spillet ti minutter, var der igen grund til panderynker hos Bo Svensson. Behrens slog til på ny og atter på hovedstød - denne gang fra højre, hvorfra Aissa Laidouni lagde den flot til rette for tyskeren.

Rønnow forhindrede Mainz i at reducere efter lidt over en time med en straffesparksredning, men bare minuttet efter gik det alligevel galt i Union Berlins defensiv.

Anthony Caci reducerede på en veltimet flugter, og det gav kortvarigt gæsterne håb.

Men 20 minutter før tid var Mainz' onde ånd igen på spil. For tredje gang scorede Behrens på hovedstød, og så var Union Berlin igen foran med to.

Gæsterne fik endnu et straffespark få minutter før tid, men Rønnow trak sig for anden gang sejrsrigt ud af duellen med Ludovic Ajorque.

Serbiske Milos Pantovic lukkede og slukkede derefter med målet til 4-1.