Spansk holdkammerat til Yussuf Poulsen? Leipzig kigger på ung La Liga-tekniker
Snart må Yussuf Poulsen efter alt at dømme vinke farvel til sin mangeårige svenske holdkammerat i RB Leipzig, 32-årige Emil Forsberg. Den offensive midtbanespiller kom til klubben blot to år efter Poulsen, i 2015, men til vinter er det ifølge Kicker slut.
Her vil svenskeren således gerne drage til Leipzigs tæt-forbundne amerikanske klub, New York Red Bulls, og således står Bundesligaens treere fra seneste sæson til at miste en af sine mest erfarne spillere.
Erstatningen har Rouven Schröder og Co. på de sportslige ledelsesgange dog angiveligt allerede fundet, og han har, modsat Forsberg, ikke voldsomt meget erfaring.
Kicker peger nemlig på 22-årige spanske Bryan Zaragoza som afløseren for Forsberg i Leipzig. Den vævre og teknisk dygtige spanier har gang i en gennembrudssæson i Granada CF, og ifølge det tyske medie kan Leipzig hente spanieren til en fordelagtig pris.
For selvom Granada egentlig har papirer på Zaragoza helt frem til 2027, så skulle selvsamme kontrakt nemlig indeholde en frikøbsklausul på omtrent 105 millioner kroner, et beløb der bør være i jordnøddekategorien for Leipzig, der i sommerpausen købte spillere for lidt over en milliard kroner, mens man solgte for svimlende 1,8 milliarder kroner.
Bryan Zaragoza er en alsidig herre, der siden 2019 har haft sin gang i Granada, dog med et enkelt lejeophold til en anden andalusisk klub, CD El Ejido, i 2020-2021, hvorefter førsteholdsdebuten i Granada kom for den teknisk ekvilibristiske offensivspiller.
I denne sæson har Zaragoza så trukket overskrifter med sine præstationer, særligt i Granadas fine uafgjorte resultat hjemme mod Barcelona i starten af oktober, hvor Zaragoza stod for begge af hjemmeholdets scoringer mod det catalonske storhold, før gæsterne fik spillet sig retur i opgøret.
For sine præstationer i oktober blev Zaragoza da også belønnet med prisen som månedens bedste U23-spiller i La Liga, og kort efter præstationen mod Barça fulgte landsholdsdebuten i Spaniens 2-0-sejr over Skotland.
Indtil videre er det sammenlagt blevet til fem scoringer og to oplæg i denne sæson for 22-årige Bryan Zaragoza, der altså måske snart kan se frem til at kalde Yussuf Poulsen for holdkammerat i det østlige Tyskland.