Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Svensson-farvel i Mainz betød mere end forventet for Ingvartsen: En følelsesladet afgang

Ritzau
Under Bo Svenssons ledelse nåede Marcus Ingvartsen at score 19 mål i 58 kampe.
Under Bo Svenssons ledelse nåede Marcus Ingvartsen at score 19 mål i 58 kampe.Thomas Frey/DPA/DPA Picture-Alliance via AFP
Da Bo Svensson for nylig stoppede som træner i tyske Mainz, blev FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen ramt af følelser, han ikke troede, han havde.

Angriberen har i to år spillet under Bo Svenssons ledelse i Mainz, og da bundesligaklubben delte en patosfyldt video efter afskeden med træneren, blev Ingvartsen rørt.

"Ja, det må jeg sige. Det betød lidt mere, end jeg havde troet," siger Marcus Ingvartsen, som kom til at tænke på, hvordan det havde været at have Bo Svensson som træner.

"Han har en masse energi, og han lægger følelser i sit job. Jeg synes, at det var en flot video," siger Ingvartsen, der skiftede til FCN i sommer.

Bo Svensson blev ansat som Mainz-træner i januar 2021. Han indledte med at redde klubben fra nedrykning og sørgede senere for placeringer i den øverste halvdel af Bundesligaen.

Det var i de foregående år ikke hverdagskost for Mainz, og derfor forstår Ingvartsen godt, at afbrydelsen af samarbejdet har været fyldt med følelser.

"Jeg har ikke været i kontakt med ham endnu, men jeg har set videoen, som er blevet lagt ud, og jeg kan godt forstå, at det er en følelsesladet afgang."

"Han har været der i flere år, og han har betydet sindssygt meget for klubben. Det kunne jeg også mærke, da jeg var der," siger FCN-angriberen.

Bo Svensson spillede selv i Mainz mellem 2007 og 2014 og blev senere ungdomstræner i den tyske klub.

I denne sæson formåede 44-årige Svensson ikke at få en eneste sejr med Mainz, og derfor valgte han selv at trække sig.

Den svære sæsonstart er noget, der har undret Ingvartsen, som nåede at score 19 mål i 58 kampe for klubben.

"Selvfølgelig har jeg set, hvordan sæsonen er startet. De har haft det rigtig svært uden at samle særlig mange point, og det har overrasket mig, når man kigger på, hvordan vi gjorde det i de foregående to sæsoner."

"Bo kom ind, inden jeg kom til, og der havde han fået vendt skuden, så jeg synes, at det er en ret overraskende situation, de er kommet i," siger FCN-angriberen.

Mainz fik lørdag sæsonens første sejr i Bundesligaen, da klubben slog RB Leipzig med 2-0 på hjemmebane, og her stod Jan Siewert i spidsen for mandskabet som midlertidig træner.