Trods debutsejr på hjemmebane: Svensson ærger sig over kaotisk Union Berlin-optakt
Gosens skifter til Firenze på et lejemål, og uroen omkring skiftet irriterer den danske træner, trods det faktum, at han fik sin første sejr i spidsen for Union.
"Det var en ret komisk dag," sagde danskeren efter kampen til DAZN.
"Jeg kan kun sige, at det hold, jeg så til træning hele ugen, var anderledes. De havde kvalitet, power og intensitet. Det manglede vi i dag, og jeg ved ikke præcis hvorfor."
En faktor var dog, at stjernespilleren Robin Gosens pludselig ikke længere var en del af holdet, men i stedet nu er at finde i Fiorentina på et lejemål.
Den 30-årige, der kom til klubben fra Inter sidste sommer, havde trænet med om formiddagen, og alle regnede med, at han skulle spille fra start, og taktikken var indrettet efter det. Men:
"Kort efter kl. 16 fik vi at vide, at Fiorentina havde kontaktet os. Robin henvendte sig derefter til os og sagde, at han gerne ville skifte," siger Horst Heldt, der er sportschef i klubben, til Kicker.
Gosens havde tidligere meldt ud, at han gerne ville forlade klubben af private årsager, men der var ikke nogle tegn på, at skiftet ville ske i dette vindue.
Rani Khedira, holdets anfører, var bestemt heller ikke begejstret over optakten.
"Det er en katastrofe at miste en vigtig spiller på midtbanen så kort tid før en kamp."
"Det er dejligt, at alle parter er tilfredse med det. Men det er mærkeligt for os som hold. Beslutningstagerne bør overveje at lukke transfervinduet enten efter kampen eller i god tid inden. Men ikke lige før kick-off," siger Khedira.