Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tuchel utilfreds med tyske lejeregler efter lejesvends scoring: Gør som i England

Andreas Würtz Adamsen
Thomas Tuchel forstår ikke, hvorfor Bayer 04 Leverkusens lejesvend, Josip Stanišić, skal have lov at spille mod sin arbejdsgiver fra Bayern München.
Thomas Tuchel forstår ikke, hvorfor Bayer 04 Leverkusens lejesvend, Josip Stanišić, skal have lov at spille mod sin arbejdsgiver fra Bayern München.Sascha Schuermann/AFP
23-årige Josip Stanišić spillede en speciel rolle, da Bayer 04 Leverkusen lørdag besejrede Bayern München. Kroaten er udlejet fra Bayern München til Xabi Alonsos Leverkusen-mandskab og stod for kampens første scoring, men ifølge Bayern-chef Thomas Tuchel burde den scoring slet ikke have været en mulighed.

Bayer 04 Leverkusen formåede lørdag at tage et enormt vigtigt skridt i mesterskabskamp, da Xabi Alonsos tropper på hjemmebane fik skovlen under Bayern München med en overbevisende 3-0-sejr og dermed udbyggede stimen af ubesejrede kampe til 31 kampe.

Kampens første mål blev sat ind efter blot 18 minutter, da den kroatiske landsholdsspiller Josip Stanišić fik passeret Manuel Neuer i Bayern-buret, og det var en lidt speciel scoring, da Stanišić kun er i Leverkusen på lejeophold – lejet i lige netop storklubben fra München.

Kroaten fejrede ikke sin scoring mod sin reelle arbejdsgiver, og ovenpå sejren kunne han da også fortælle, at det var en speciel oplevelse at score mod den klub, hvor Stanišić har spillet, siden han som blot 17-årig skiftede fra SC Fürstenfeldbruck.

Hos Bayern München-chef Thomas Tuchel er der anderledes frustration over scoringen, som han tilsyneladende ikke mener, overhovedet skulle have været en mulighed. I hvert fald langer Tuchel ifølge Kicker nu ud efter de tyske lejeregler.

”Der er en god regel i England: Hvis du lejer spillere ud, kan de ikke spille imod dig. Jeg synes, det giver mest mening. Jeg har alt for ofte set, at lige netop den (udlejede, red.) spiller af alle er involveret. Desværre eksisterer reglen ikke i Tyskland. Derfor kom vi til at lide under det i dag (lørdag, red.),” kommer det fra den tyske cheftræner.

Med sejren lægger Xabi Alonsos utrolige Leverkusen-mandskab afstand til Bayern München. Således fører Die Werkself nu Bundesligaen med fem point ned til de forsvarende mestre fra Bayern efter 21 spillerunder. Der resterer således altså stadig hele 13 runder for Bayern til at indhente Leverkusen.