Viborg sikrer sig tysk forstærkning til midtbanen
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Viborg har udstyret nyindkøbet med en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.
"Jean Manuel Mbom er en meget dynamisk og intens central midtbanespiller, der både kan spille som 8'er og som 6'er", siger sportschef Mads Agesen.
"Han er enormt fysisk stærk og samtidig god på bolden, og så har han været igennem en god skole i Werder Bremen, hvor han har været anfører på samtlige af deres ungdomshold".
Jean Manuel Mbom har været i Werder Bremen siden 2013. I 2020 fik midtbanespilleren debut på klubbens førstehold.
Siden da er det blevet til 46 optrædener i den grønne trøje for den tyske Bundesliga-klub.
"Jeg har haft nogle gode snakke med flere personer i klubben og har derigennem fået et rigtig godt indtryk af klubben, som er inde i en god udvikling, og hvor der også er mange unge spillere, hvilket tiltaler mig", siger Jean Manuel Mbom i forbindelse med skiftet.
Midtbanespillerens far er fra Cameroun, mens moren er tysk. Jean Manuel Mbom har fem optrædener på det tyske U21-landshold.