17-årig Barça-stopper overdynges med roser efter storkamp: ”Han er et vidunder”
Det er end ikke to måneder siden, at 17-årige Pau Cubarsí spillede sine første førsteholdsminutter for FC Barcelona. Dengang var den catalonske midtstopper endnu blot 16 år, da han i pausen blev sendt på banen i stedet for danske Andreas Christensen i en udebanekamp mod Unionistas CF i Copa del Rey.
Barça var skuffende nok blot gået i omklædningsrummet på det lille Reina Sofía stadion i Salamanca med et 1-1-resultat, men alligevel rystede cheftræner Xavi ikke på hånden: Ind med den dengang 16-årige teenager.
Ikke engang en halv time skulle Cubarsí bruge på at markere sig, noteret for et oplæg til Jules Koundés 2-1-scoring, ganske vist en nem tværpasning der udløste et langskudsdrøn fra franskmanden, men siden da har Cubarsí etableret sig som et af verdens allerfornemmeste forsvarstalenter.
Tirsdag aften kulminerede den hidtil korte seniorkarriere så, da Pau Cubarsí fik lov at spille sine allerførste minutter i Champions League i Barcelonas 3-1-sejr over italienske SSC Napoli i første knockoutrunde.
Ja, den er altså god nok: Cubarsí havde ikke spillet ét eneste minuts Champions League-fodbold, før han blev kastet for løverne og startede inde i en for Barcelona fuldkommen afgørende knockoutrundekamp.
Han blev yngste mand til nogensinde at gøre sin Champions League startdebut i knockoutfasen, over 200 dage yngre end David Alaba, da østrigeren i 2010 debuterede for Bayern München.
Og det gjorde Cubarsí altså med stil. Spanieren blev nemlig kåret som kampens bedste spiller, efter et brag af en kamp, hvor den unge midtstopper i samarbejde med den mere erfarne Ronald Araujo fik pakket italienernes nigerianske angriberprofil Victor Osimhen fuldkommen ind.
Det var dog ikke kun de rent defensive evner, som Cubarsí demonstrerede tirsdag aften, og efterfølgende har cheftræner Xavi overdynget det unge stoppertalent med roser, særlig for teenagerens evner på bolden.
”Når han har bolden, stiger min puls ikke. Jeg er rolig, han spiller med fornuft. Han er et vidunder. Han er en meget rationel knægt. Vi står over for et fantastisk gennembrud for Barcelona og spansk fodbold,” lyder dommen fra den forhenværende midtbaneprofil ifølge Marca.
Også makkeren i midterforsvaret, føromtalte Araujo, bemærkede, hvor stærkt den 17-årige catalonier, der rykkede til Barças ungdomsakademi, La Masia, i 2018 fra en anden catalonsk klub, Girona FC, præsterede.
”Han er et spektakulært talent, han er denne klubs fremtid, og vi supplerer hinanden meget godt. Lad os håbe, at det vil være sådan i mange år fremover,” fortæller uruguayaneren, der også selv skiftede til Barcelona i 2018, ifølge Marca.
Allerede nu nærmer Pau Cubarsí, der kommer fra den lille landsby Estanyol sydvest for Girona, hvor hans far driver en lille tømrervirksomhed, de første 1.000 minutter i Barça-trøjen, og ifølge flere spanske medier skulle Cubarsí også være på radaren hos den spanske landstræner, Luis de la Fuente, og således i spil til en plads på holdet til sommerens EM-slutrunde.