Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ancelotti forlanger mere koncentrerede stjerner: Nødt til at vise en bedre attitude

Ancelotti forlanger mere koncentrerede stjerner: Nødt til at vise en bedre attitude
Ancelotti forlanger mere koncentrerede stjerner: Nødt til at vise en bedre attitudeProfimedia
Real Madrids spillere skal hæve deres defensive spil gevaldigt for at undgå problemer, mener Carlo Ancelotti.

Real Madrid-træner Carlo Ancelotti er irriteret over koncentrationsevnen og arbejdsvilligheden hos sine spillere, efter at den spanske mesterklub søndag åbnede ligasæsonen med at spille 1-1 ude mod Real Mallorca.

Real Madrid førte ellers udekampen med 1-0, men Jude Bellingham, Vinicius Junior, Kylian Mbappé og alle de øvrige store stjerner formøblede føringen i en svag anden halvleg.

Dermed kom holdet til Ancelottis store frustration hurtigt ned på jorden igen efter midtugens sejr i den europæiske Super Cup over Atalanta.

"Jeg er ikke glad, for jeg synes, at vi kunne have været meget bedre".

"Vi bliver nødt til at være mere koncentrerede, og vi skal arbejde bedre sammen. Det er ikke et spørgsmål om kondition, det er et mentalt spørgsmål".

"Jeg vil ikke komme med undskyldninger, vi bliver slet og ret bare nødt til at vise en bedre attitude. Vi kan lære meget af den her kamp, for vi fik set, hvordan vi kan skabe problemer for os selv", siger Ancelotti på et pressemøde ifølge AFP.

Da Real Mallorca udlignede, mistimede Antonio Rüdiger sit indgreb, mens resten af de hvidklædte stjerner stod passivt og så til.

Det var ifølge Ancelotti et eksempel på, at hans spillere tog for let på de defensive opgaver.

"Vi savnede balance i anden halvleg, og af den grund kunne vi sagtens have tabt kampen. Det var ikke nogen stor præstation".

"Vi er et meget offensivt hold, men vores defensive balance er en del af holdets fundament. Vi kæmpede med at få fat i bolden og få sat et genpres ind. Der manglede en kollektiv dedikation til at få fat på bolden igen".

"Derfor hviler ansvaret på hele holdet, for vi skal generobre bolden sammen. Det er ikke kun op til angriberne, midtbanen eller forsvarsspillerne, det er hele holdet, som skal arbejde sammen. Det forstod holdet ikke i den her kamp", siger Ancelotti.

Få øjeblikke før kampens slutfløjt kogte temperamentet over hos Real Madrid-backen Ferland Mendy, der fik direkte rødt kort for en stempling i knæhøjde.

Foruden at være forsvarende spansk mester er Real Madrid også forsvarende Champions League-vinder.