Bernabeu tager afsked med Toni Kroos i kedelig nullert
Kampen blev en lunken affære, som passende endte 0-0, men både før kampen og ved udskiftningen af tyskeren til sidst kom der følelser i spil på stadion.
Siden Real Madrid sikrede mesterskabet flere runder før tid, har træner Carlo Ancelotti ladet reserverne spille en del, så profilerne kunne hvile sig frem mod næste weekends Champions League-finale.
Lørdag havde den italienske succestræner valgt at starte med, hvad der kunne ligne startopstillingen til finalen mod Borussia Dortmund.
Der skulle nogle minutter i benene, så ikke kampformen var væk inden finalen. Det kunne til gengæld også godt anes, at der intet var på spil i kampen, og at Real Madrid bare skulle igennem uden skader.
Intensiteten var lav som i en sommerkamp.
Real Madrid havde de fleste chancer før pausen, men det var kun Real Betis som fik bolden i nettet.
Mestrenes keeper Thibaut Courtois leverede en sjældent tvivlsom indgriben, men han blev reddet af VAR, som opdagede en offside på indlægget.
Billedet var det samme efter pausen. Real Madrid var uskarpe på sine chancer, og Betis fik et mål underkendt for offside - denne gang dog tydeligere.
Mere og mere handlede det bare om at nå hen til slutminutterne, hvor den ventede udskiftning af Toni Kroos skulle finde sted.
På vej ind på banen stod både Real Madrids og Betis' spillere i æresport for Kroos og klappede ham ind. Og da han fem minutter før tid gik ud, var det til stående ovationer fra et helt stadion og med kram fra alle holdkammerater på vej ud.
Kroos, der kom til Madrid i 2014, forlader La Liga med endnu et mesterskab. Lørdag kan han lukke endegyldigt ned med sin sjette Champions League-titel i karrieren. De fire seneste er vundet med Real Madrid.