CL-semifinale stadig helt åben efter underholdende forestilling mellem Bayern og Real
Bayern startede som lyn og torden og var tæt på at tage føringen allerede i det første minut, da Harry Kane spillede Leroy Sane’ flot fri i feltet, men Andriy Lunin reddede hans forsøg fra en spids vinkel. Blot fire minutter efter var rollerne byttet om, da Sane’ var oplægger til Kane, men den tidligere Tottenham-spids skød lige på Lunin.
Hjemmeholdet åbnede i det hele taget kampen med masser af bevægelighed og gennembrudskraft og trods det, at gæsterne spillede med fire midtbanespillere kunne Real slet ikke få greb om midtbanen, hvor Bayern legende let fandt plads i mellem kæderne.
Det var også tæt på at bære frugt efter 12 minutter, da Thomas Müller fandt plads bag om madrilenernes forsvar, men hans cutback aflevering blev hamret over mål af Jamel Musiala.
Efter 20 minutters spil begyndte gæsterne dog at komme bedre ind i kampen og efter 23 minutter tog de føringen, da Toni Kroos skrællede Bayerns forsvar op med en fabelagtig aflevering til Vinicius Junior, der køligt sendte bolden forbi Manuel Neuer i nettet.
Med scoringen fik Real Madrid lagt en gevaldig dæmper på hjemmeholdets angrebs-aggressivitet og på midtbanen var gæsterne i højere grad i stand til at dæmme op for Bayerns evne til at finde plads i mellem kæderne.
Underholdningen blev dog ikke ringere af den grund, begge hold spillede med masser af dynamik, men tættere end to frispark, der ikke ramte målet fra ellers gunstige situationer kom holdene ikke før pausen.
Real Madrid fik en flot åbning på 2. halvleg, da Toni Kroos syv minutter efter pausen tvang Manuel Neuer til en verdensklasseredning, men kun et minut efter lå bolden i gæsternes net, da Leroy Sane’ driblede sig vej i madrilenernes straffesparksfelt og afsluttede med et meget tørt hug forbi Lunin fra en spids vinkel.
Fire minutter efter blev situationen forværret for gæsterne, da Lucas Vázquez bragte Musiala til fald i feltet, og Harry Kane var som altid sikkerheden selv fra 11-meter pletten og bragte holdet i spidsen med 2-1.
Scoringen bragte madrilenerne synligt ud af fatning, og efter 67 minutter var hjemmeholdet millimeter fra at bringe sig yderligere foran, da Joshua Kimmich skruede bolden ind bagerst i feltet, hvor Eric Dier kom højest til vejrs og dirigerede et kraftfuldt hovedstød mod mål, men desværre for hjemmeholdet lige på Lunin.
Men man skal aldrig undervurdere spanierne og seks minutter før tid lykkedes det dem at bringe balance i regnskabet, da Vinicius Junior køligt eksekverede et straffespark efter at Kim Min-jae lidt klodset havde væltet Rodrygo i feltet.
Det blev det sidste punktum i et flot første møde mellem de to mandskaber.