Drinksgigant dropper PSG-aftale efter protester i Marseille
Den franske drinksgigant Pernod Ricard har trukket sig fra en planlagt sponsoraftale med Paris Saint-Germain.
Ophedede protester og trusler om boykot fra Marseilles fans har således fået ledelsen på andre tanker blot få dage efter nyheden om aftalen kom frem.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Pernod Ricard har i dag hovedsæde i Paris, men rødderne i Marseille er meget dybe.
"I mere end 90 år har Ricards historie været flettet sammen med Marseille, hvor den blev født, voksede op og var blev inspireret."
"Det er dette bånd, der er stærkere end noget andet. Så min beslutning kommer fra hjertet," siger Alexandre Ricard, direktør og formand i Pernod Ricard.
Paul Ricard skabte i 1932 drinksfirmaet Ricard, som i 1975 fusionerede med Pernod og blev til Pernod Ricard. Firmaets mest berømte drink er en anislikør, som sælges som både Pernod og Ricard.
PSG og Marseille er rivaler i fransk fodbold, og klubberne spiller deres kampe uden fans fra udeholdet af frygt for uroligheder.
Hovedstadsklubben har godt hjulpet på vej af sine stenrige ejere fra Qatar med en lang stribe titler i de senere år spillet sig op som den mest succesfulde målt på franske mesterskaber.
PSG har 12 mesterskaber mod Marseilles 9.
Klubben fra sydkysten har til gengæld et styk af, hvad PSG-ejerne har hungret efter længe: En Champions League-titel.
Marseille vandt i 1993 den første udgave nogensinde efter format- og navneskiftet fra Europa Cuppen for mesterhold.