FC København rejser til Manchester uden Cornelius
Cornelius kom på banen for FCK efter en time i lørdagens 2-1-sejr i Superligaen over Vejle i Parken.
Men han er ikke skadet, understreger FCK-træner Jacob Neestrup før tirsdagens brag i Manchester.
"Andreas Cornelius tager ikke med til Manchester, men det har længe været planlagt, og han er ikke skadet," siger Neestrup til klubbens hjemmeside.
Det er et led i planen for Cornelius, at han skal skånes efter en periode med mange afbræk på grund af skader.
"Han har haft 14 rigtig gode dage på træningsbanen og spillede 35 gode minutter mod Vejle, og som en del af hans dosering træner han individuelt herhjemme de næste dage og sammen med holdet torsdag og fredag, så han kan være med i truppen igen mod Hvidovre på lørdag. Disse til- og fravalg finder vi nødvendige for bedst muligt at sikre hans tilbagevenden," forklarer FCK-træneren.
Ude af FCK-truppen er ud over Cornelius backen Birger Meling og midtbanespilleren William Clem. Det skyldes skader for begges vedkommende.
"Birger bliver skannet senere i dag, så vi får stillet en præcis diagnose, og når vi har fuld klarhed over tidshorisonten, så melder vi mere præcist ud," oplyser Neestrup.
FCK's kamp mod Manchester United spilles på Old Trafford tirsdag klokken 21.