FCK-talenter ekspederet ud af ungdommens Champions League efter straffedrama
FC Københavns U19-hold forsømte at blive det første danske hold nogensinde til at nå en semifinale i Uefa Youth League, der er talentudgaven af Champions League.
Morten Bisgaards udvalgte leverede ellers et meget stærk forsøg, men er ude efter en dramatisk 3-3-affære og et nederlag i straffesparkskonkurrence på udebane over franske Nantes.
På førsteholdets normale hjemmebane, et velbesøgt Stade de la Beaujoire, var Nantes i første halvleg på hælene og bagud 1-3, inden kampen ændrede karakter efter et hårdt dømt rødt kort til FCK.
FCK-keeper Oscar Buur reddede både i ordinær spilletid og i straffesparkskonkurrencen et fransk forsøg, men tre FCK-skytter missede deres forsøg.
Fra semifinalerne og frem afvikles Youth League som et Final 4-stævne i Nyon, hvor Uefa har sit hovedkvarter. Nantes skal op mod græske Olympiakos i den ene semifinale, mens de to øvrige semifinalister ikke er fundet endnu.
Semifinalerne spilles 19. april, og der er finale mandag den 22. april.
Den eksplosive kvartfinale blev åbnet målmæssigt efter 12 minutter, da hjemmeholdets Dehmaine Assoumani vendte flot rundt i feltet og flugtede bolden i nettet til 1-0.
På et fremragende kvarter vendte FCK dog kampen fuldstændig på hovedet og scorede tre gange.
Angriberen Emil Højlund udlignede på et panenka-straffespark og lagde siden op til både Hunor Nemeths 2-1-træffer og Amin Chiakhas 3-1-kasse efter glimrende forarbejde.
FCK var i den grad ovenpå, men efter 35 minutter skiftede kampen karakter, da stopperen Cornelius Olsson fik et meget hårdt direkte rødt kort.
I overtal fik Nantes naturligt nok mere spil, og i første halvlegs overtid også et straffespark, som FCK-keeper Oscar Buur dog pillede med en glimrende redning.
Anden halvleg blev i høj grad ren overlevelse for FCK. Især efter Nantes med to scoringer inden for ti minutter fik udlignet til 3-3 og gav sig selv knap en halv time til at fuldende comebacket.
FCK fightede sig dog flot igennem, og efter ordinær spilletids udløb var det direkte til straffesparkskonkurrence.
Her gav Oscar Buur FCK fordelen, men den smuldrede siden, da tre af FCK's syv sparkere misbrugte sine forsøg