FCK-træner: Citys spillere har kun to fødder og to ben
En forudsætning for at kunne gøre det er, at hans spillere individuelt og kollektivt spiller en perfekt kamp. Det lærte han af det seneste møde med City i efteråret 2022, da de to hold spillede 0-0 i Champions League-gruppespillet.
Det siger Jacob Neestrup på et pressemøde i Parken mandag eftermiddag.
"Vi kan bruge erfaringen fra den kamp til at vide, at hvis man skal lave et resultat i sådan en kamp, skal man jagte alle de facetter, der kan føles uopnåelige."
"Vi spillede 0-0, og selv om vi var presset i perioder af den kamp, specielt før deres røde kort (i det 30. minut, red.), så er det et bevis på, at det kan lade sig gøre", siger FCK-træneren.
"Ligesom spillerne fra Bayern München, Galatasaray og Manchester United har Citys spillere også kun to fødder og to ben ligesom vores spillere."
Manchester City kan stille op med stjerner som Kevin De Bruyne, Phil Foden og Erling Haaland i Parken.
Helt naturligt vil FCK formentlig blive presset længere tilbage end normalt. Ender det sådan, skal københavnernes modsvar være kontraangreb, siger FCK-træneren.
"Manchester City er den ultimative test. Det er det bedste hold i verden, synes jeg. Realistisk set ved vi, at Manchester City kommer til at have bolden en del mere end os, men jeg håber, at der kommer til at være en vekselvirkning i det."
"Jeg håber, at når vi står lavt, at vi kan skyde til dem på omstillinger, som vi var gode til i gruppespillet. Vi skal også have vores perioder på bolden, som vi også havde mod Bayern München to gange eller i Istanbul eller på Old Trafford."
"Vi må acceptere, at vi møder et hold, der er ekstremt afklaret og systematisk i sit spil, men når kampen har sat sig, skal vi også kunne skyde lidt den anden vej. Det vil vi i hvert fald gøre vores bedste for", siger Neestrup.
Succeskriteriet er en god præstation, om end det også kan medføre et nederlag.
"En god præstation er en god præstation, det er svært at uddybe. Et perfekt resultat er en sejr, og et godt resultat er en uafgjort. Men vi kan også levere en god præstation og ikke nå i mål med resultatet", siger Jacob Neestrup.
Det er anden gang i historien, at FCK er i ottendedelsfinalen i Champions League. I 2010/11 røg FCK ud til Chelsea på samme stadie af turneringen.
Tirsdagens kamp mod Manchester City begynder klokken 21 i Parken. Der er returkamp tre uger senere i Manchester.